top of page
  • Forfatters billedeKaroline Bloch

Woodwalkers 3 - Hollys hemmelighed, af Katja Brandis

Selvom Carag er præcis der, han helst vil være, er der noget galt.

Der foregår mærkelige ting i skolens område, og imod hans hjerte bliver han nødt til at overveje en af sine nærmeste venner som gerningsmand.



Carag lever det bedste liv, han kan. Brandon og Holly er ved hans side, præcis ligesom han er ved deres, og det er der flere grunde til at sætte pris på, især med alle udfordringerne de er oppe imod!

Andrew Milling kan slå til når som helst, Hollys nye formynder truer med at trække hende fra Clearwater High og tyverier i skolens nærområder sker oftere og oftere.

Beviserne peger i en retning, Carag virkelig ikke har lyst til at overveje.

Det kan da ikke passe at Holly er involveret, kan det?


Måske er det ulvene, der endnu engang forsøger at skille trioen ad... Selvom Holly faktisk har opført sig lidt mærkeligt på det seneste...


 

Det er ikke en hemmelighed at jeg er begejstret for Woodwalker-serien. Jeg synes Carag er en skøn karakter, universet er originalt og historierne oprigtige.

Der udvises karakterudvikling, modenhed og ikke mindst mod, og det bliver præsenteret på en måde, der er sindssygt passende til aldersgruppen.


Denne bog har de samme plusser som de andre har haft, de samme som jeg har nævnt ovenfor, og naturligvis også lidt mere i og med at vi lærer karakterene bedre at kende.

Et minus jeg ikke havde forventet dukkede dog op under læsningen.


Mange bøger for unge udvikler niveauet med serien - fordi man følger, ikke kun karakterenes alder, men også læsernes.

Der er mange kendte eksempler på dette. Harry Potter-serien, der følger karakterene fra børn til unge voksne, og ikke mindst Percy Jackson-bøgerne, der virkelig har flyttet sig i niveau.


Her fik jeg lidt den omvendte følelse.


Skrivestilen er skøn, opbygning er fuldstændig fejlfri, og sproget er præcis lige så naturligt og flydende, som i de tidligere bøger.

Men alligevel har ordvalget ændret sig, og til en vis grad også plottet, der virker meget simpelt set ved siden af de tidligere bøger.



Dette har dog ikke på nogen måde ødelagt bogen for mig - det er blot en kommentar på noget, jeg undrede mig over.

Jeg nød stadig bogen, præcis som forventet, og hvis vi er heldige og får flere bøger i serien, vil jeg også mene at denne her bog faktisk kan være god, fordi den kan give mulighed for at lære karakterene bedre at kende (Ikke mindst Holly), og på den måde forberede os til fortsættelsen.


Heldig som jeg var, fik jeg også lidt merch med i form at fire buttons/badges, der godt kunne lede mig til at tro der kommer, om ikke andet, så én bog mere.



De flotte illustrationer, vi kender fra de tidligere bøger fortsætter, og selv som 18-årig sidder jeg med interesse for dem. Udover at pynte giver de også et afbræk fra den relativt tunge tekst (aldersgruppen taget i betragtning), og gør det lettere at læse mere i ét go. Det kan eventuelt øge læselysten og træne koncentrationsevnen, hvilket gør serien mere tilgængelig, også for dem, der ikke er de helt store læseheste, men stadig gerne vil have gode historier.


Alt i alt er det altså ros til Katja Brandis herfra, og et ønske om flere bøger!


Tak til forlaget Straarup&Co for anmeldereksemplaret.

bottom of page