Nyudsprungne forfatter Jonas Nørgaard skildrer sin indre ulykke gennem en række digte, der beskriver hans hverdag i det moderne samfund.
Jonas Nørgaard har skrevet en digtsamling, der til tider blev en smule for teen-edgy for mig, ligesom den også bliver startet med citatet 'Nobody dies a virgin, life fucks us all' af Kurt Cobain.
Der er rigtig mange sammenligninger, og de blev til tider en smule for dramatiske og derigennem intetsigende for mig. Det er uden tvivl en personlig præference, og set i bakspejlet har der også været en tid hvor disse digte bedre havde chance for at ramme mit teenage-hjerte - og til dem endnu i den fase er bogen nok god.
Jeg ser dog stadigvæk talentet bag teksterne, og selv hvis de ikke ramte mig denne gang, så tror jeg de kan det om et par år, når Jonas Nørgaard eventuelt har udviklet lidt på sin stil.
Forsiden fremviser hvad jeg gætter på skal forestille en voodoo-dukke, dog med blå fodsål. Det er helt bestemt en detalje, men det havde også været småting lige at redigere det væk, og det synes jeg gerne måtte have været prioriteret.
Alt i alt blev jeg ikke blæst væk denne gang, men Jonas Nørgaard er landet på min radar, og jeg vil holde øje med ham i fremtiden!
Tak til forlaget Forfatterskabet for anmeldereksemplaret.