top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Verden er nu håb og kærlighed, af Mads-Peder Winther Søby

I verden er nu håb og kærlighed lader forfatter Mads-Peder Winther Søby årene smelte sammen i en uperfekt tidslinje, og vi møder flere generationer samtidig.



En far, der er bekymret for sin datter.

En forfatter, der endelig har ramt en udgivelse.

Og Maria, der får efterladt en meget uperfekt verden.


 

Denne bog er på ingen måde hvad jeg forventede, og er også en af de sværere bøger at anmelde, da handlingen er meget flyvsk. Bogens fokus er i stor grad på verdensovervejelser, filosofiske spørgsmål og samfundskommentarer, og meget mindre på konkret handling, og den handling der er, skal man næsten have lov at opleve selv for at nyde til fulde.


Denne form for flyvske handling tilføjer også en hvis mængde forvirring, og det kræver en dedikeret læser at komme igennem den - både på grund af faktummet at man skal have tungen lige i munden for at forstå den, men også fordi teksten er tætpakket, der er små marginer og meget få linjeskift og dialoger. Derudover kræver det også sit at sætte sig for at læse denne bog, da man skal give den en reel stor chance, fordi det tager tid før man når til det punkt, hvor læsningen er ren nydelse.

Med den begrundelse vil jeg anbefale denne bog til den mere filosoffiske læser, der er klar på at gå i dybden med et værk.


Forfatteren inkluderer sig selv meget i en såkaldt skønlitterær roman, og for mig fungerede det ikke så godt. Man kan godt lave en selvbiografisk bog uden decideret at udpege det, og det tror jeg havde fungeret virkelig godt i dette tilfælde. Jeg oplevede at blive hevet lidt ud af historien hver gang det aspekt blev bragt op, og det påvirkede den hele oplevelse for mig.


Derudover synes jeg at alle karaktererne stod med meget ens stemmer, og hvis man som læser ikke får af vide hvem der snakker, så kan man på ingen måde gætte der. Der differentieres ikke i holdninger eller sågar sprog efter de skiftende år, og det synes jeg ville være et godt fokuspunkt for forfatteren.


Alt i alt en fascinerende bog, der tvinger læseren til at sætte spørgsmålstegn ved stort og småt. Hvem man er, hvis skyld det er, og om skyld overhovedet findes.

Uden tvivl en læseoplevelse, der opmuntrer den indre filosof.


Tak til forlaget Empey for anmeldereksemplaret.

Comments


bottom of page