Som 83-årig har Nis Georg Bøgen skrevet bogen Tæppefald i Paris, historien om Mark Egebæk - manden med drømme, der først ikke blev udlevet, og derefter handlede om noget helt andet end karriere.
Mark Egebæk havde planer. Litteraturvidenskab efter værnepligten.
Men alligevel vågner han en dag, og ser at han endte som officer.
Sammen med William Kane, hans irske kollega, agerer han FN-observatør, og ser en dag noget, han hellere ikke ville have set - og noget, der får konsekvenser. Store konsekvenser.
Samtidig lever Mark dog sit liv, først som rigtig ungkarl, derefter med Louise.
Dette forhold har ikke lang levetid, men åbner alligevel op for en ny side af Mark, der herefter møder Claudia Neumenn.
Claudia Neumenn, operasangerine på Dem Kongelige Opera og med et ry for en stjerne, der kun kommer til at stige i graderne.
Og kommende kone til Mark Egebæk.
Herefter følger vi disse tos liv, både sammen og hver for sig.
En af mine personlige yndlingsting var, hvordan Louise og Mark ikke holdte. Okay, det lød lidt hårdt, men grunden til det var jo Louises ide om at de var for forskellige, at det aldrig ville kunne fungere.
Da Mark derimod møder Claudia, operasangerinde - operasangerinde - holder det faktisk, selvom de lever to helt forskellige liv.
Der er lidt en morale at grave sig frem til når det kommer til attitude, ville jeg mene.
Derudover er den dog... En smule flad, hvis jeg er helt ærlig.
Karakterene er lidt for let beskrevede, og indtil slutningen flyver de nærmest bare gennem livet.
Det har dog også sine fordele. Den er letlæst, og det er ikke en, man skal tænke over. Man følger bare lidt med i hovedpersonernes successfulde liv, og får på den måde tiden til at gå.
Der er lagt op til en form for spænding jeg aldrig rigtig fandt i bogen, hvilket nok også skuffede mig lidt.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.