I 1972 forsvinder Jens, mens moren Julia er udenbys og bedsteforældrene har ansvaret for ham, men Jens ser sit snit til at udforske området, og ses aldrig igen.
Øland, begyndelsen af 70'erne, og en dreng er væk.
Ikke som i 'han er væk for os, men vi ved jo han er et eller andet sted', nej, væk som i væk. Ikke et eneste spor, en ledetråd eller sågar en trevl håbe tilbage da de leder efter ham.
Og så alligevel.
20 år senere er moren gået til af sorg og er ikke til at hjælpe, indtil hun får et opkald fra sin far, Gerlof Davidsson.
Gerlof Davidsson er ikke en, Julia har haft en dybere relation til, men alligevel rejser hun tilbage til ham - og til minderne af hendes forsvundne søn.
Gerlof fortæller historier, ikke mindst om Nils Kant, den lokale skræmsel. Nils Kant har før gjort utilgivede ting. En sognefoged, to tyske soldater og sågar sin egen lillebror, hvis liv Nils Kant alle har haft æren af at afslutte.
Han virker som den perfekte mistænkte i sagen, og blev sågar set den tågede dag på sletten samtidig med Jens, der forsvandt kort efter.
Det eneste problem er, at Nils Kant døde i 1963.
Det er urealistisk, usandsynligt og utroligt, men det er også den trevl af håb der havde manglet.
Jeg bliver konstant overrasket over svenskernes evne til at nærmest fabrikere disse geniale krimiforfattere.
Hvad er det, i det svenske vand, der giver dem den vidunderlige evne?!
Endnu engang har de formået at opdrætte en dygtig og talentfuld forfatter, der nu er genudgivet til læsernes store glæde.
Forfatteren Johan Theorin har vist baseret selve ideen bag bogen på en tusmørkefortælling netop fra Øland, der emmer af uhygge og skræk.
Jeg er generelt altid ret vild med bøger der er baseret på noget, da jeg ofte synes det skinner igennem at forfatteren har haft en inspirationskilde der har igangsat projektet. Der er ikke en, der har besluttet sig for at skrive en bog, og så har fundet på en historie for at have noget deri, men omvendt. Forfatteren har haft en historie værd at fortælle, og det mener jeg man kan mærke.
Det er også tilfældet her.
Jeg har tidligere læst Sankt Psyko af samme forfatter, men så god som den var, synes jeg ikke den når denne til sokkeholderne.
Det er ikke en bog, hvor man decideret kan følge plottet. Overfladisk, jo, så kan man godt følge med, men især til slut blev den noget indviklet, og jeg indrømmer blankt at jeg i hvert fald mistede overblikket her.
Tempoet hjælper dog på det, da det er meget stille og roligt, og man (indtil slutningen) bliver langsomt introduceret for informationerne.
Sproget er præcist som forventet af Johan Theorin, præcist men med en tilpas mængde dybde, der gør teksten både ligetil og interessant.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.