Victor og Lukas kommer i gevaldige problemer da de i et forsøg på at tjene lidt penge går med til at aflevere en pakke til Black Brotherhood - Hernings lokale bande.
Hverken Victor eller Lukas har råd til den mængde smøger der skal til i deres hverdag, og da Victor får lov til at aflevere en pose med nogen iPhones for en tusse virker det som en genial handel.
Det er godt nok for Black Brotherhood, og de er måske ikke de bedste at arbejde for, men tusind kroner er mange penge, og det er jo bare nogle iPhones.
Det er i hvert fald argumenterne de bruger til at overtale sig selv. Det bliver skidehyggeligt! De køber pizzaer i samme omgang, og det bliver ligesom i gamle dage lover Victor, dengang de hang ud hele tiden.
Lukas savner de dage, savner sit tætte venskab med Victor, og det er jo trods alt bare en nettopose de skal aflevere, ikke et afhugget hoved. Så svært kan det vel ikke være?
Men pludselig er det en pose med meget ulovligt indhold der skal afleveres, og ikke lettere bliver det da de mister posen. Politiet sætter en eftersøgning i gang, Lukas' kæreste vælger det værst mulige tidspunkt at stikke af hjemmefra på, og ved et uheld bliver de to drenge sat i gæld til en bande, de virkelig ikke har lyst til at stå i gæld til.
Der er kun én der kan hjælpe dem nu, og det er oldefar.
Jeg starter ud med at være helt ærlig; jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvem målgruppen er. På den ene side er Lukas og Victors eventyr beskrevet som i en ungdomsbog, deres problemer er en tidlig ungdomsbog, mens Bent Hyldgaard virker som et forsøg på at rette en voksenkrimi mod unge.
Alt i alt synes jeg ikke dette hænger sammen, og det får mig i tvivl om hvem det lige nøjagtig er, jeg kan anbefale bogen til.
Det er dog tydeligt at Søren Poder har sproget bag sig, og formår at bruge det til at skabe spænding, hjælpe plot, og ikke mindst videreudvikle på et selvskabt univers.
Jeg synes til tiden bogen havde en smule stereotypiske (for ikke at bruge ordet racistiske) dele. Allerede ved første kapitel hører vi om Pizza Padova, som umuligt kan være Italiensk, da ejeren ser Arabisk ud. Jeg kan slet ikke forstå hvordan to 10. klasses-drenge bliver beskrevet som om de har en dybere forståelse og ide om, at man som borger i et globalt samfund ikke kan have rødder to steder.
Det ligger dog også som en mere dybdegående del af plottet, hvor politikommisæren først og fremmest tænker at drengene er endt i noget uheldigt, som han gerne vil hjælpe dem ud af, fordi de 'ikke ligner' nogen der hører til i det miljø. Med andre ord tænker han, at fordi de to teenagere er hvide kan det ikke passe at det her er selvforskyldt - selvom de to drenge netop har alle forudsætninger for at skabe gode lovlydige liv, og vælger en anden retning for at få råd til hash.
Alt i alt var jeg ikke synderligt imponeret, da jeg ikke følte bogen var relevant for aldersgruppen, jeg gætter mig til den var tilment, men jeg har alligevel forhåbninger for forfatteren, som jeg tror er i stand til mere end hvad han udviste i dette værk.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.
Comments