Da Knuds afdøde kones smykker bliver stjålet møder han mistro, for hvad er mest sandsynligt; at nogen brød ind for at stjæle dem og hans hund, eller at han blot har glemt hvor han lagde smykkerne, og kom til at lukke hunden Freja ud?
Knud er 77 år, en relativt ny enkemand, og en dag forsvinder hans hund. Den afdøde kones smykker og ikke mindst hunden Freja er væk, og hvor Knud er overbevist om at der er tale om et indbrud hælder hans datter til en anden teori, nemlig at Knud er gammel og måske ikke husker så godt, eller sågar forestiller sig ting.
Freja finder vej tilbage til Knud, men smykkerne forbliver væk. Godhjertet vælger Knud ikke at anmelde det; han skulle ikke bruge dem, datteren var heller ikke mere interesseret i dem, og hvem der end var desperat nok til at stjæle havde nok mere brug for pengene der kunne skaffes med dem.
Alligevel er han dog frustreret over den nonchalante attitude han møder, over samfundets opfattelse og syn på ham og Knud søger støtte i det spirituelle, præcis ligesom konen gjorde det kort før sin død.
Knud møder Birger, den trediveårige ufaglærte håndværker, og Gustav, der vidst godt kan kaldes rocker, selvom det kun lige gælder.
Birger finder penge hvor han end kan til sit liv med kone og hus. Om det er lidt sort arbejde eller noget småkriminelt er i for sig ikke relevant, blot resultatet; en ekstra skilling.
Gustav repræsenterer det omvendte og selvom han bor på den såkaldte Rockerborg, er det ikke lig med et liv fyldt med kriminalitet.
Et umage venskab dannes, hvilket risikerer at sætte Knud i fare, og Knud må vurdere hvor meget han kan (og vil) gøre, for at hjælpe.
Man skal ikke skue hunden på hårene (eller bogen på handlingen beskrevet på bagsiden, I guess?), men jeg havde aldrig troet jeg ville finde så meget relaterbart i en bog med fokuspunktet værende den ustoppelige ælden af en 77-årig samt hans nye vennegruppe, blandt andet bestående af en biker.
Der er ingen tvivl om at Peter Qvist udfordrer vores forhåndsindtryk. Knud er måske gammel, men er han så svag og sygelig som samfundet antager? Birger er ganske vist en halvgammel dreng med kæreste og hus, men er det lig med kommende familiefar? Og er Gustav så slem, som man kunne fristes til at tro baseret på hans hjemmeadresse?
Knud er en klassiker, og vi kender alle en Knud. Knud er vores far, bedstefar, nabo eller bekendte. Han kan ikke køre, han har ikke sin kone, man tænker han er ensom, og da hunden og smykkerne forsvinder mistænker man at det er forstanden der fejler noget, ikke dørlåsen. Knud bliver ikke hørt, og han er frustreret af den konstante opfattelse af en senil gammel mand han møder, hvilket man jo godt kan forstå; især efter at have læst Pletfri.
Her møder man både samfundsrealisme, en smule samfundskritik, men også humor og en mængde spænding og krimiegenskaber jeg ikke havde regnet med
Samtidig viser Peter Qvist også et virkelig fint, varieret og velfungerende sprog, og det tydeliggøres kun af den mængde sympati, man som læser oplever for den onde... Hvis det altså er den onde, for det er vel netop det bogen handler om.
Takket være Peter Qvists imponerende evne til at gøre en 77-årig så relaterbar for selv jeg, en pige på 19, vil jeg anbefale bogen til de fleste, der kunne være interesseret i at udfordre deres morale og syn på omverdenen.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.