top of page
Forfatters billedeKaroline Bloch

Når solen igen står op, af Line Sølvhøj Johansson

Da Julie først møder Luc virker han som den perfekte fyr for hende. Alle hendes bekymringer viftes væk hver gang han kysser hende... Og han ved lige nøjagtig hvordan han kan udnytte det.



Julie har et godt liv, materialistisk set. Hun har et godt arbejde, en god familie og ikke mindst nogen rigtig gode veninder.

Alligevel mangler der dog noget indeni, og da det bliver tilbudt af den interessante, charmerende og skønne Luc bliver alt komplet.

Julie kan forlade sin usikre pigekrop og se sig selv som en kvinde... Hun bemærker bare ikke at hun kun er den kvinde, Luc tillader hende at være, og at hendes personlighed må skrumpe for at gøre plads til hans udbrud og manipulation.


 

Bogen var, for mig, i starten lidt kedelig, langtrukken og fyldt med gentagelser. Alligevel havde jeg dog fortsat lyst til at læse videre, fordi man efter at have læst bagsiden ved det blot er opbygning.


Et psykisk voldeligt forhold er det svært at forstå, nogen bliver i. Det er svært at sætte sig ind i de tanker, som kvinder/mænd har, når de udsættes for manipulation, og tillader dets fortsættelse. Her giver bogen et godt indblik i, hvordan ofrene tænker, og hvorfor de handler som de gør.


Jeg savnede lidt en reel grund til bogen, udover blot at fortælle en historie. Hvor havde det bare været fedt men lidt flere facts, hjælpemidler eller råd, måske en afslutning der havde sendt en smule håb, energi eller viljestyrke ud til læseren. Jeg føler at forfatteren med sine skriveevner havde en enestående mulighed for at gøre en reel forskel, og jeg føler lidt den blev spildt, men det er blot mit syn på sagen.


Noget virkelig fedt ved bogen var, hvor gennemarbejdet og veludført den var. Visse stilistiske tendenser passer nogen og ikke andre, det er en smagssag, men det kan ikke benægtes at bogen er fri for grammatikfejl, tastefejl, stavefejl samt er fyldt med god sætningsstruktur og et fantastisk flow. Dog synes jeg alligevel ordvalget og så videre fører mod en anbefaling mest rettet mod teenagere, selvom plottet er passende til alle aldersgrupper.


Opbygningen er dog spot on. Man følger virkelig Julies tankegang, og var man ikke advaret om handlingen ville man ikke blive bekymret ved de små udslag der er i starten - og derfor føler man som læser heller ikke at Julie er dum eller naiv, blot ikke klar over hvor meget hun skal passe på sig selv.

Man sidder som læser med bogen i favnen og ville ønske man kunne advare Julie, og den følelse havde en effekt på mig. Af den grund vil jeg anbefale bogen til dem, der gerne vil røres dybt på realistiske punkter.


Tak til forlaget forfatterskabet for anmeldereksemplaret.

Comments


bottom of page