En søvnig by bliver ramt af forvirringen da alle deres hemmeligheder pludselig ikke er så hemmelige længere.
Plejehjemmet Solvangen i stationsbyen Tige.
Det er her, Thorvald dør.
Det er ikke en katastrofe - han var gammel, han var ensom, han var bitter - men hele Thorvalds liv havde foregået i Tige, så mange kendte ham. Og han kendte mange...
Det er Berit, den lokale bedemand, der står for Thorvalds bisættelse.
Berit er ikke født og opvokset i Tige, men får alligevel et indblik i mange mennesker da hun finder den lille notesbog, Thorvald skriblede navne og tal i.
For Thorvald lånte penge ud. Tilsyneladende til hvem som helst, men Berit vil vide hvorfor - og hvad han havde på dem.
Jeg står ikke på hænder af begejstring over denne bog, må jeg indrømme.
Mere end noget andet vil jeg beskrive Ingeborg Sebbelins som rodet.
Hun har gabt over for meget i denne bog, og det kan desværre ses.
Ingeborg Sebbelin skriver faktisk rigtig godt, og der fremkommer tydeligt at hun også har erfaring, der i den grad præger bogen. Desværre bliver det glemt blandt alle de sceneskift og personskift, og i stedet for at nyde den fede skrivestil, sad jeg som læser lettere forvirret.
Jeg håbede forfatteren ville afslutte med en fin sløjfe lavet af alle de, indtil da, løse tråde, og at vi ville få de afslutninger der har manglet rundt omkring i bogen.
Det var desværre ikke sådan det blev afsluttet, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis Sebbelin havde beholdt manuskriptet, ladet det ligge, og så samlet det op efter et stykke tid for at rent faktisk at omskrive det hele... Ja, så tror jeg bare det havde været en virkelig god bog.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.
Kommentit