I Mikkel Guldagers anden bog er der endnu engang fokus på samfundets skæve medlemmer, denne gang specifikt den ufrivilligt hjemløse Leon.
Leons liv bliver, hovedsageligt gennem snakke med vennen Krølle, fortalt og beskrevet. Leons liv er, såvel som ham selv, ridset og langt fra så poleret som vi ellers er vant til at se i Danmark. Hans ejerlejlighed forsvandt flere år forud, og han endte på gaden sammen med sin vennegruppe, men heller ikke det er holdbart, og Leon finder til Dragør hvor han må bo i en campingvogn.
Mikkel Guldager beskriver imponerende det parallelsamfund, mange påstår ikke er relevant i Danmark.
Hele bogen handler, i essensen, om dette samfund, om dets medlemmer, deres udfordringer, og i særdeleshed den, Mikkel Guldager selv kender bedst til; at have en fungerende hverdag med bipolar affektiv lidelse.
Hvad hans specifikke baggrund er jeg ikke sikker på, men enten har han en forståelse, måske genkendelse, af miljøerne han beskriver, eller så har han et ufattelig specifikt gæt, der rammer meget tæt.
Ligegyldigt er det jo egentlig, men pointen er at der bliver beskrevet et miljø ikke kun levende, men også sandfærdigt. En ærlighed og autenticitet jeg på ingen måde havde forventet er at finde i denne her bog, og det, sammen med karaktererne og det levende sprog, ramte mig virkelig.
Bogens hovedperson er Leon, til hvem bogen også er dedikeret til. Jeg skal ikke kunne sige at Leon decideret er baseret på en virkelig person, for det ved jeg i bund og grund ikke, men endnu engang tyder det på en forfatter der kender til et miljø og nogen personer der lever deri.
“Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie? Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindsyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens vi alle subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”
Ovenstående eksempel viser både en beskrivelse af miljøet, af miljøets forståelse af systemet, men også den ufatteligt smukke skrivestil. Samfundskritik kan være meget, men det er langt fra altid lige så elegant og smagsfuld som set her!
Jeg havde noteret mig citatet men glemt sidetal, og googlede det i håbet om at jeg lige hurtigt kunne finde den. Hvad jeg fandt var dog links til andre bogblogs, der åbenbart havde bidt mærke i det samme stykke. Jeg er åbenbart ikke den eneste der er imponeret af evnerne bag;)
En læseoplevelse man så sandelig ikke må snyde sig selv for! De varmeste anbefalinger til enhver der er humør til samfundsskildring - og måske lidt let samfundskritik;)
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.