Månens børn, af Christina Bonde

Samtidig med at Stella møder Andrew og Thomas begynder hun også at forstå sin egen fortid, og hun må kæmpe med store personlige valg.

Efter 18 år med konstante flytninger og et liv baseret på rastløshed får Stella endelig lov til at blive et sted i længere tid.

Hendes onkel og eneste forælderfigur, Peter, har fået fast arbejde ved Hope Heste, og Stella kan endelig blive et sted længe nok til at kalde det hjem.

Allerede første dag der møder hun Andrew, ejerens ene søn, der er charmerende, tiltalende og forførende... Og i et fast forhold.

Kort efter møder hun ejerens anden søn Thomas, med hvem hun føler en øjeblikkelig forbindelse med, samtidig med at han forvirrer og intimiderer hende.

Stella må vælge mellem ikke bare de to, men også hvem hun er, og hvem hun kunne være...

---

Årh, gud, hvor er jeg skuffet. Hvor er det er træls måde at starte en anmeldelse på, men det er sandheden.

Skrivestilen er god, og ideen med Kredsen osv er virkelig god, så hvor er det ærgerligt at det sådan skulle ødelægges af et overdrevet trekantsdrama og en hjælpeløs teenager!

Den første introduktion af Stella er fed nok, hun er anderledes, hun er meget boheme og en interessant karakter... Så møder hun dog to fyre, den ene snart forlovet, den anden bare decideret mærkelig over for hende, og hun falder pladask for dem begge, og de falder begge pladask for hende.

Hun står konstant med følelsen af at være havnet i en uheldig situation, når sandheden er at hun selv valgte at indlede forhold med begge fyre, og opførte sig over for begge som om de var den udvalgte.

Samtidig falder begge fyre dog for hende, og vi er knap ti sider inde da de er ved at komme op og slås over hvem der elsker hende mest. Og alligevel er de begge klar til at dumpe hende på hver anden side, Andrew for Alison, der bare er overdrevet, og Thomas for at beskytte hende.

Flade (og skuffende) karakterer, er det eneste jeg kan sige her. De virker som off-brand-versioner af Twilight-castet.

Næste stykke indeholder spoilere.

Den frustrerende personlighed Stella har fortsætter ved graviditeten. Hun insisterer på at barnet fortjener et liv, men tænker ikke på hvor vidt barnet fortjener et liv på flugt? Barnet vil konstant have folk der leder efter det for at dræbe den, og skal leve sit liv i skjul, uden uddannelse, reelt arbejde, lægehjælp eller sociale forhold osv, men det er fortjent?

Og samtidig med at barnet skal være anonymt, skal være en i mængden, vælger hun at finde på navnet Sassoluna.

Luna ville være mindst lige så relevant, dog tilpas velkendt til at folk ikke ville huske det på samme måde som Sassoluna, som forresten kun blev fundet på fordi hun lige fik øje på en sten. Heldigt hun ikke stod i et køkken da hun kom på navnet, så barnet ikke skulle hedde Tallerkenluna.

Nu har jeg dog gjort min mening om dette meget klart, og jeg vil gå videre til plottet, der faktisk var ganske interessant.

Et godt trekantsdrama kan, hvis veludført, godt fungere, og som nævnt var jeg faktisk ret vild med ideen om Kredsen.

Måden varulvegenet videreføres er relativt nyt, og giver mening når man tænker på myterne, så det var helt klart et plus. Derudover var Kredsen en rigtig god detalje.

Især at det var opgjort af varulve selv gav lidt et blik på at det faktisk er værst for dem selv.

Derudover kan jeg godt lide at de faktisk er villige til at lade de nulevende leve deres liv, og hjælpe dem med at få det til at fungere, så længe de ikke viderefører racen - vildt fed tilføjelse, der for mig virker langt mere realistisk end diverse jægere man før har hørt om!

Christina Bonde har en god og solid skrivestil, der faktisk gav mig lyst til at læse videre, på trods af mine meninger om selve historien. Hendes sprog er frit og fortællende, med godt flow og genialt ordbrug.

For at opsummere skal forfatteren have ros for sit sprog, men det er desværre også det eneste i denne omgang.

Tak til forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplaret.