Normalt skriver jeg en samlet anmeldelse af en bog, også ved novellesamlinger, men i og med faktummet at bogen ikke er skrevet af en, men derimod 10 forfattere med hver deres ideer, skrivestil og over-all vibe, har jeg besluttet mig for at kommentere på dem alle.
Snehvide, af Nicole Boyle Rødtnes
Hvis I følger mig på Instagram, så så I måske opslaget, hvor jeg skrev at jeg var mindblown.
Jeg havde netop afsluttet det første eventyr deri, og jeg var, virkelig, mindblown.
Først ramte historien mig ikke helt, fordi jeg synes den måske var lidt for moderne - men det var kun indtil det gik op for mig, at vores hovedperson netop ikke var Snehvide.
Pludselig passede alting meget bedre sammen, og jeg var, som sagt, mindblown efter sidste side!
Jeg elsker det nye take af det klassiske eventyr, og jeg synes der er sindssygt mange gode ting deri der kan analyseres på.
Den grimme ælling, af Lea Kala Landgreen
Lea Kala Landgreen omformer Den grimme ælling til at passe til nutidens kvaler i andefamilier; skilsmisse.
De tre ællinger, som Andemor sådan havde glædet sig til at få, er ikke som forventet, for i stedet for at alle taler om hendes success med dem, kommenterer de hellere på hvor forfærdelig grim den ene er.
Andefar er heller ikke glad, for han kan tydeligt se, at den sidste ikke er en, han har været med til at lave.
Derfor er det perfekt for ham, da de to yndige ællinger vil hjem og bo hos Andefar og Den Smækre ung-and.
Det er virkelig et interessant måde at dreje den på, og jeg kan ikke undgå at være lidt imponeret, da denne genfortælling nærmest har givet mig en ny forståelse for den originale fortælling.
Jeg havde en lille smule svært ved som sådan at blive 'fanget' af den, måske nok fordi den handler om ænder, og så fordi jeg havde en smule svært ved at relatere til en tekst, der mere handler om en mors kvaler end et skilsmissebarns.
Dog kan jeg dog ikke påstå jeg ikke synes den var interessant, og som et litterært værk utrolig relevant!
Alice i Eventyrland, af Beatrix M. G. Nielsen
In the spirit of honesty: Jeg er altid en bitch for genfortællinger af Alice i Eventyrland, mit yndlingseventyr.
Derfor var mine forventninger også liiiidt høje - den sidste version jeg har læst, var Gena Showalters, som intet mindre end blæste mig væk.
Men denne? Den snupper måske førstepladsen.
Først var det Alice, og det næste er, at Alice er super-duper gay.
Jeg var solgt fra første side.
Den bliver dog kun bedre derfra!
Alle de klassiske karakterer kommer med, bare i en lidt mere moderne version.
Mit yndlingsstykke er nok scenen med 'teselskabet', som det var i den originale, hvor forfatteren virkelig formår at bibeholde den oprindelige stil, selv i en så anderledes version.
Det er ganske vist!, af Maja Møller
Da statslederen oplever en forræderlig ungdom, tier han til moderne midler.
Han hapser sin smartphoner og tweeter.
Jeg er helt vild med Maja Møllers måde at fuldstændig svinge i sproget.
Som sådan er teksten moderne, det er der ingen tvivl om, men alligevel sniger hun lidt drilllerier ind hist og her.
Hun går direkte fra ordet 'thi' til 'tweeter' - ikke bare tweet, men tweeter som udsagnsord.
Der er lidt mere samfundssatire her, end i de andre historier.
Det kan ses allerede fra første side, hvor det nære rige bliver introduceret som Demokrati.
Det er en ret fed synsvinkel, og jeg er virkelig imponeret over hvor godt det endte med at være - for det fungerer 100 procent!
Historien om en moder, af A. Silvestri
Historierne bliver beskrevet som moderne, og det er de virkelig.
I Historien om en moder kommer Døden til syne som forventet, dog denne gang i form af en sygeplejerske.
Jeg vil ikke fremstå totalt overdrevet kønsfikseret, for det er jeg ikke, og det er ikke kun det det handler om.
Jeg synes, jo, smid en mand i en sygeplejerskeuniform, men jeg kan også godt lide at Døden her ikke er lægen, der i sidste ende redder eller afslutter livene, men derimod sygeplejersken, der i dette tilfælde mere støtter familien.
Stemningen er helt perfekt, og jeg havde slet ikke regnet med at blive så rørt under læsningen, som jeg virkelig blev, og da moren leder efter sin datter, og i stedet møder en anden lille pige (med en pakke tændstikker), der også har mødt døden, var jeg tæt på tårer.
Kejserens nye klæder, af Jacob F. H. Petersen
Som sådan var jeg ikke overdrevet imponeret af forfatterens skrivestil, som jeg vurderede som en smule for kluntet og klodset. Jeg savnede lidt noget flow, noget spil, i stedet for så meget af det skrevet i nærmest punktform.
Derudover blev jeg lidt forvirret en gang imellem. På side 117 fortæller Petersen om D.G.S, og om medlemmerne, der bruger flere tusind kroner på tøj.
Flere tusinde kroner? I løbet af en livsstid? På en måned? På en shoppetur? På et tøjstykke?
Ting som det, hvor jeg savnede lidt mere detaljeorientering.
Prinsessen på ærten, af Lars Ahn
Isabella deltager i et realityprogram som Finansprinsessen. Imod hende er Caroline, den udadgående og ambitiøse Balletprinsesse og Josefinen, som er den eneste med blåt blod i årene.
Godt nok er der 44 foran hende, til at overtage tronen, men ikke desto mindre bliver hun markedsført som Tronarvingen.
Det viser sig dog at det hele er langt mere indviklet end det først virkede til.
Selvom jeg ikke direkte var skuffet over denne, var jeg heller ikke imponeret. Jeg tror jeg lå et sted midt imellem, mest fordi at selv de ellers mange kvaliteter blev lidt glemt, når den er så langtrukken.
Derudover er jeg ikke sikker på at jeg helt synes den har så meget at gøre med Prinsessen på ærten, udover den tydelige reference - men måske er det bare mig, der ikke har fanget det:)
Den lille pige med svovlstikkerne, af Tenna Vagner
Lille Anna med lighteren.
Anna stikker af fra festen, og må gå rundt i byen den kolde nat uden så meget som sko. De blev efterladt sammen med både taske og jakke, og det eneste hun har på sig, er det hun altid har på sig.
Lighteren.
Som hun går gennem byen må hun se spejlbilledet af den lykkelige familie, de kunne have været, af de venner, hun kunne have festet med, og den version af hende selv, der minder hende om lighterens varme flammer.
Tenna Vagner har fået en totalt bomb ide, hvor den lille pige ikke er helt lille, men derimod en teenager med en slem depression.
Svinedrengen, af Annette Skibby
Da Ngwaizis far skal til Danmark i tre måneder, kommer han selvfølgelig med.
Svinekongen, kalder alle ham, for han er i sandhed en konge. På egen hånd er han blevet mægtig svineproducent, måske netop fordi, han ikke ser det som en produktion. Dyrene behandles med omsorg og kærlighed.
I de tre måneder, Svinekongen og hans søn, Svinedrengen, skal være i Danmark, skal Ngwaizi gå i skole.
Ikke bare det, han skal gå i samme klasse som prinsessen Katrine.
Katrines far er rig, så hun behøver ikke arbejde.
Det gør Ngwaizi heller ikke, men det stopper ham ikke fra at blive flaskedreng. At arbejde er flittighed, pli og disciplin, og det er der en ære i.
Efterhånden som historien går frem, går det op for Katrine at hun risikerer at miste sin trone til en simpel svinedreng, og hun må gøre hvad hun kan for at lade hand popularitet skinne på hende.
Jeg havde ved denne samme problem, som jeg havde ved Prinsessen på ærten. Den var en smule langtrukken, og jeg er ikke sikker på, at der var helt handling nok til alle de sider - især ikke når eventyrene jo netop er klassikere, som vi alle kender.
Det sagt elsker jeg dog den moderne tilgang, hvor der ikke bliver fokuseret på adskillelse efter klasse, men nærmere efter race.
Ngwaizi er mørk i huden, og ingen kan udtale hans navn. I stedet for at spørge hvordan man gør, kalder de ham Hansi, og da han ikke med det samme siger fra, tænker de at det er godt nok.
Det er skræmmende at læse så groft optegnet, for det er jo ikke et nyt koncept at give mennesker som Ngwaizi 'kristne' navne. Et åbenlyst eksempel er Nelson Mandela, hvis navn blev valgt tilfældigt af en skolelærer, da Rolihlahla Mandela åbenbart ikke var acceptabelt.
Det er dog sjældent det faktummet bliver udpeget, så det var en fed detalje!
Tommelise, af Sigrid Groth
Kræftsyge Elias ligger i sengen. Hele tiden.
Selvom han burde kede sig, er han bare så træt, og han sover sine dage væk.
Indtil hans mor sætter en plante ved siden af ham - og fra planten kommer Tommelise.
Jeg synes denne var den perfekte afslutning på bogen, fordi vi netop har hele 'If you love someone, let them go'-moralen, der er ret genial at have som den sidste fortælling.
Det er en sød historie, ikke mindst velskrevet, men jeg er ikke totalt i chok over den, som jeg ellers var med nogen af de andre bøger.
Generelt
Overordnet set er bogen helt fantastisk. Det er en række talentfulde forfattere, der er samlet om et gennemført og genialt projekt, og det er intet mindre end fantastisk.
Der var nogen korrekturmæssige ting, hvor jeg flere gange opleve at der mangler citatationstegn, og på side 110 stod der for eksempel "Jeg er ikke er ond", og den slags småfejl, hvilket jeg synes er en skam.
Det er dog også det eneste jeg har at påpege, og afsluttende vil jeg også sige, at jeg virkelig har nydt bogen!
Tak til forlaget Silhuet for anmeldereksemplaret.
Comments