I 'Men så døde mormor' følger vi ikke Susannes ungdom, men derimod hendes genoplevelse af ungdommen og det, der dengang gjorde ondt.
I 1970 vokser Susanne op i en velfungerende familie. To akademisk uddannede forældre, en sød lillesøster og ikke mindst masser af realistisk idyl.
Men da Susanne som 29-årig mister sin mormor og et parforhold i en omgang krakelerer overfladen, og hun begynder ved en psykolog, og først her går det op for hende, hvor meget hun endnu mangler at lære. Mobning, psykiske sygdomme og ikke mindst en hormonelt og evigt svingende teenagetid spøger stadig, og alt det bliver der pustet liv i da en psykolog bruger ordet 'dysfunktionel'.
Der er meget fokus på det at blive voksen, men ikke gennem ungdommen som det ellers typisk ses. Det er en meget reflekterende tilgang i forhold til hvad jeg ellers er vant til.
Bogen henvender sig til det ældre publikum, der voksede op i en tid, hvor kys og kram ikke var dagligt, og hvor kærlighed og affektion skulle fortjenes. Dem, der har skullet lære at de fortjente netop alt det, efter de var blevet voksne.
Netop derfor var det nok en verden jeg som 19-årig er fremmed overfor, og jeg havde svært ved at leve mig ind i den. Jeg kan ikke påstå at den rørte mig, som jeg tror den vil kunne røre andre, og derfor vil jeg lade det følelsesmæssige aspekt af anmeldelsen slutte her.
Der er en ganske udmærket sætningsstruktur, der vil kunne holde på de fleste læsere, men ikke voldsomt meget handling. Der skrives meget i breve og de handlinger der var blev meget begrænsede for at forfatteren kunne få mulighed for at skrive følelser. Jeg vælger bevidst ikke at bruge ordet beskrive, for det er ikke sådan jeg læser det - der bliver direkte fortalt hvad hovedpersonen føler, og det var en smule generende for min læseoplevelse.
Overordnet set har denne bog ikke efterladt mig hverken imponeret eller følelsesmæssigt påvirket, men som altid er dette blot tilfældet for mig, og mange ville sikkert nyde bogen:)
Tak til forlaget Forfatterskabet.dk for anmeldereksemplaret.
Commentaires