Forfatter Carina Bruun Kristensen har skrevet en selvbiografi med fokus på hendes bedste ven og værste fjende; hendes atypiske anoreksi.
I maskeballets dronning sætter Carina Bruun Kristensen fokus på de psykisk syge, der lige netop ikke er syge nok. Dem, der har det dårligt nok til at det påvirker deres liv, men ikke dårligt nok til at de kan få hjælp.
Selv oplevede hun det allerede fra ottende klasse, hvor hun første gang mødte dronningen - og sin midlertige undsætning, som hun selv beskriver det.
Jeg blev til tider lidt frustreret over den tilnærmelsesvise selvhøjtidelige stemning bogen indeholder.
Der bliver til en hvis grad taget ansvar for diverse handlinger såsom mobning og generel dårlig behandling af folk nær hovedpersonen, men det bliver meget hurtigt sendt videre. Vedkommende havde det svært, folkene omkring skulle have bemærket det og så videre, så med andre ord; 'det var ikke min skyld'.
Det virker let at tage ansvar når man med det samme sender skylden videre, og så derefter påklistre et form for skilt der opmærksomgør på ens udvikling.
Derudover savnede jeg en lidt hårdere gennemlæsning af redaktøren, der eventuelt kunne have påvirket ting såsom kapitelopdelinger og generelt flow. Jeg bemærkede selv for alvor dette på side 13, hvor følgende paragraf kan findes:
"Min pony hed Patrick. Han var racen norsk fjeldhest. Jeg fik ham af min farfar, da jeg var 12 år."
I og for sig kunne dette godt være skrivestilen - og bogen fungerer med det, men kun fire sider tidligere var sætningerne meget længere med langt flere ledsætninger og langt flere adverbialled.
Samtidig har bogen dog også bare den fordel, at den adresserer et meget relevant problem. At være psykisk syg er en evig kamp med systemet om rettigheden til at være det og til behandling, og jeg kan ikke forestille mig en mere forfatter mere kompetent til at håndtere det og videregive sine, som individets, oplevelser.
Det er en bog jeg har savnet at kende til, og er den første jeg har mødt, der reflekterer og konkret udfordrer på en uddannet og stueren måde. Der er intet indædt had på systemet, men mere en generel forundring og et håb på forbedring.
Tak til forfatter Carina Bruun Kristensen for anmeldereksemplaret.