Da den sidste dråbe falder ender småkriminelle Adam på et værested, der skal hjælpe ham med at få en god og stabil (samt lovlydig) hverdag. Her møder han dog Rebecca, der er langt mere interessant end nogen løfter om en stabil fremtid.
Adam er træt af alt, men mest af alt sit liv. Far er død, og der er intet tilbage, der gør det værd at være en god og lovlydig borger, indtil han lander på et opholdssted.
Forkert sted, forkert tidspunkt? Måske. Måske var det bare naturligt at han endelig blev taget og sendt til Landbasen, der gerne skal vende de unge til søde og artige børn.
Men det på Landbasen, der optager Adam, er Rebecca, der på ingen måde ligner de andre med sit lilla hår og nærmest farlige tilgang til altid.
Uden at ville det, og uden at kunne stoppe i tide, lander Adam på skibet Ingrid der skal til Congo uden nogen vej hjem.
Umiddelbart hverken lyder eller ligner bogen en ungdomsbog, og jeg frygter at det kunne afskræmme eventuelle læsere, men i så fald er det absolut ufortjent, for bag forsiden gemmer der sig en nærmest rørende bog om en af ungdommens store faldgruber.
Adam er realistisk og den perfekte blanding af farlig, forståelig, og direkte idiot.
Sproget i bogen er hårdt og groft, og passer til miljøet de befinder sig i.
Der er et unikt fokus på konsekvens som jeg tror kunne gavne mange, især unge, læsere, og blandt andet af den grund tror jeg den ville gavne i en folkeskoleklasse. Yderligere er den interessant (og tilgængeligt) at analysere på et niveau, der ville passe en måske syvendeklasse.
Jeg synes til tider forfatteren mistede fodfæstet, eksempelvis med fragtskibet Ingrid. Læser man bogen giver det mening, men hvis man blot skulle danne et overblik over plottet (eksempelvis som en del af en analysering), så hænger det ikke helt så godt sammen, og jeg tror det kulturchok der skulle til, kunne have været opnået på andre, måske mindre drastiske, måder.
Det sagt er det dog en balancegang, og upåvirket af punktet ovenfor synes jeg bogen helt bestemt kommer ud på plus-siden.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.
Comments