Da Lea finder sammen med Magne begynder et paradoksalt forholdet. Magne er både den sødeste hun kender og den mest aggressive. Han er både det bedste der er sket for hende… Og det værste.
Det hedder selektiv mutisme, og det betyder at Lea ikke kan tale. Nogen gange kan hun, men ikke altid.
Begrænset af lavt selvværd, hæmmet af en opvækst med en alkoholisk far og liden plads til kærlighed.
Især det sidste har sat sine mærker, og Lea nærmest higer efter nærvær og kærlighed, hvad som helst der kan få hende til at føle sig elsket.
Derfor er det klart, at da Magne bemærker hende - selvom hun intet siger - fyldes hun med alt det, hun har manglet.
Og da de bliver kærester, rammer det perfektion!
Men, alting har selvfølgelig sine gode og dårlige sider, og Leas bedste og eneste veninde må sorteres fra. Til gengæld opvejes det da hun kan flytte sammen med Magne!
Men på samme måder som at ting har både gode og dårlige sider, har mennesker det også.
Magne er sød, kærlig, omsorgsfuld - alt det Lea har manglet.
Men Magne er også manipulerende, kontrollerende og ikke mindst temperamentsfuld.
Efter en speciel ubehagelige oplevelse føler Lea at hun står i gæld, og uligheden mellem de to vokser markant.
Selvom Lea på ingen måde er tryg i forholdet, er hun tryg ved den form for uundskyldelige opførsel frem for det absolut uforventelige, som forholdet alligevel beskytter hende imod.
Lea agerer ikke bare hovedperson, men også fortæller, så man kommer virkelig under huden på hende, og får et unik indblik i et forhold, der tages til ekstremerne.
Det kan være utrolig ubehageligt, og sikkert også meget provokerende for mange, hvilket skal tages til overvejelse inden man samler bogen op.
Det er ikke et ukendt fænomen der kommenteres på i bogen, og har man ubehagelige erfaringer skal man nok tænke sig om en ekstra gang.
Det sagt er det dog også det der gør, at man læser videre.
Man kan ikke stoppe midt i, og ‘efterlade’ Marianne Thybo Søgaard univers, når situationen er så dårlig.
Rent målgruppemæssigt er jeg lidt usikker på bogen.
Emnet føles - for mig - meget ‘voksent’, og tilgangsmåden ligesådan, men Leas alder sætter mig i tvivl. Det samme gør sproget, som er meget simpelt… Måske endda lidt for simpelt.
Det satte i hvert fald mig lidt af, da jeg fik svært ved at aflæse den og ikke mindst placere den.
Det sagt er det dog en personlig præference, og skal ikke afskrække eventuelle læsere.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.