Xenia Parson har levet et liv med prostitution, udnyttelse og en forståelse for det spirituelle, der har givet hendes liv en form for åndelig mening.
Alt dette fortæller hun om i Krumspring, som er et brev skrevet til hendes førstefødte søn.
Xenia Parsons liv har langt fra været let, og det åbner hun op for i hendes debutbog Krumspring.
Hun har tidligere fortalt om det i blandt andet en artikel i Ude og hjemme (Der stadig kan findes på google, hvis det skulle have interesse), men det er første gang hun helt med egne ord deler sine erfaringer med hele Danmarks befolkning.
Og nøjagtig det emne, der er mest fokus på, er jo rigtig interessant. Prostituering er lidt et tabu, og netop det er nok med til at vække rigtig manges interesse.
Derfor forstår jeg heller ikke 100% hvorfor bogen også handler om at være spirituel.
Bogen går fra at have et konkret emne til at blive mere bred, og minder nu langt mere om en selvbiografi.
Det er der bestemt heller ikke noget galt i, men det er ensbetydende med at læseren ikke kun skal være nysgerrig på det ene emne, men derimod hele Xenia Parsons, et hidtil ukendt navns, liv.
Men det er jo, trods alt, også ment som et brev til sønnen, som også er tydeligt teksten igennem.
Det har, synes jeg, en rigtig fed effekt, da det giver os læsere et form for indblik i noget meget privat. Der er ikke et foredrag, det er en samtale mellem to meget tætte mennesker, og det er nærmest en ære at man som læser kan være med i det øjeblik.
Der er dog også ting der derfor ikke helt giver mening for en tredjepartslæser som jeg selv, såsom interne jokes og lignende.
På side 9 står følgende citat:
"Da jeg besluttede mig for at skrive dette brev, og senere at udgive det, besluttede jeg mig samtidig også for at undgå sladder. Jeg har haft min lille andel af kendte mænd. Men jeg vil på ingen måde udstille dem, fordi jeg vælger at dele min historie."
Der er flere steder som dette, hvor det kunne have været fuldstændig udeladt. Ingen har anklaget forfatteren for at bruge bogen som en måde at sladre på, og indtil dette stykke havde jeg ikke engang overvejet muligheden for, at den på den måde kunne blive brugt som våben.
Derudover virker det også en smule irelevant at nævne at der har været kendte mænd hos hende, når der ikke er noget der egentlig skal siges. Det kunne let komme til at virke som en lille smule blær, som om forfatteren vigtiger sig en smule, selvom jeg helt bestemt ikke tror det har været intentionen.
Blandt andet der tror jeg, at Xenia Parson virkelig havde været hjulpet af en redaktør.
På side 10 nævnes journalisten, en tidligere kunde, som afsluttende har rettet teksten igennem.
Journalister kan være knaldhamrende dygtige, og jeg kunne aldrig finde på at påstå andet, men for at være helt ærlig synes jeg ikke at bogen her og nu virker færdig.
Der er stadig rigtig meget redaktør-arbejde tilbage, for ikke at nævne hvor stor en forskel en omgang korrektur havde gjort.
Følgende eksempel er fra side 9:
"...selvom vi prøver at være ordentlige mennesker, så vil miljøet lige banke os i hovederne og sige, hey "du er fucking nederst på rangstigen i livet bitch"..."
"At spille det skuespil, burde roses, for det er svært i ædru tilstand, tro mig."
Der er nogen ting der gør, at teksten virker kluntet, som eksempelvis kommasætningen i ovenstående eksempler.
Det er en skam, for de ting Parson har at fortælle er så fandens interessante, men det er svært at læse med når det er skrevet sådan her.
På side 16 fortælles det at Xenia Parson hos et besøg hos sin far har set 'motorsavsmaskaren', og det er okay. Tastefejl og stavefejl sker, og det gør de ofte, men ved en bog der skal udgives, synes jeg så vidt muligt fejl som den burde rettes før den bliver sendt til print.
Jeg er helt vild med forsiden.
Jeg kunne ikke læse mig frem til, hvem der har designet den, men jeg gætter på det må være forfatteren selv, der også laver andre værker i samme stil.
Hvem det end er fortjener i hvert fald kæmpe ros!
Jeg elsker ikke kun stilen, men også symbolikken.
Det lille barn der sidder ked af det og alene på sin egen lille planet, måske endda månen, og måske fordi hun føler sin anderledes.
Der er farve, men hun er selv sort og hvid, og hendes store hår skjuler hendes ansigt.
Bamsen har også en dyb symbolik. Blandt andet virker den efterladt, endda død, måske som hendes barndom, med en masse sår der er forsøgt repereret, men er blevet til store ar i stedet.
Det hele passer så perfekt på bogens indhold, samtidig med at det virker en smule 'barnligt', for det er ikke kun en historie om en voksen kvinde, en mor, og en overlever... Det er også en historie om barnet, der var der før hende.
Alt i alt vil jeg gerne have lov til at rose bogen, selv hvis der var nogen punkter, jeg synes der er værd at arbejde på.
Tak til forfatter Xenia Parson for anmeldereksemplaret.
Bogenan købes på forfatterens egen
hjemmeside til fordelagtig pris - Parsonart.dk