Endnu engang rammer Vibeke Marx plet med sin skrivning, denne gang med en skæbnesfortælling fra 1920.
Knud er det ældste barn i familien. Hans far er imod at slå børn, og går ind for alternativer... Men bare fordi Knud slipper for bank, betyder det ikke at han kan slappe af derhjemme.
Han vokser op med den konstante nagende følelse af, at hans far ikke holder af ham.
Lige meget hvad han gør, er intet nok til at imponere faderen, og moderen er optaget af at forøge familiens børneantal.
Èn kan Knud dog søge tryghed ved; Den yngre søster Marit.
Men når det gælder, og nabopigen pludselig er gravid, er hverken den kommende søn, ideen om en eventuel familie eller Marit nok til at holde ham tilbage, og Knud flygter til Skotland.
Men det viser sig, at Skotland ikke er langt nok væk, og Knud frygter at ingen steder vil være det. Han er stadig som bundet af familien, af fortiden, af skammen, og ikke mindst af den dårlige samvittighed over for sin søn, der vokser op uden sin far.
Det er langt fra forfatterens første bog, og erfaringen skinner da også tydeligt igennem hendes seneste værk.
Det jeg personligt husker Vibeke Marx for, er hendes syn og fokus på det menneskelige. Tidligere har jeg anmeldt 'En god flygtning', der, som navnet giver ide om, handler om at være flygtning.
Det gør denne ikke, men alligevel synes jeg at kunne genkende og spejle de to fortællinger i hinanden på visse punkter, netop grundet Marxs menneskesyn.
Jeg kan ikke tænke mig frem til en tid, hvor Marx kunne være mere relevant end denne. Hun fokuserer på det nutidige og det evige på en og samme tid, og fokuserer på de ting der adskiller os som mennesker - og de ting, der måske burde samle os.
Men nok om forfatterens menneskesyn, som jeg jo egentlig ikke ved noget om alligevel.
Bogen trækker mine tanker imod Pontoppidans Lykke-Per, der på samme måde som Knud søger at slippe væk.
Knud er på en konstant jagt efter lykke, men hver gang han begynder at falde til rejser han videre. Det er som om man mærker hans desperation efter det lykkelige liv, og pludselig forstår hvorfor han ikke har lyst til at slå sig ned et sted, der ikke er det rigtige.
Det hjælper nok også rigtig meget på det, at Vibeke Marx er så dygtig, som hun er.
Hun formår at trække læseren med gennem hele bogen, om det så er i Jylland eller på en farm i Skotland.
Hun har en evne for at vise verden, og ikke mindst mennesker, næsten mere virkelighedstro end dem, vi selv kender.
Alle de fortællinger vi hver især bærer på, formår hun på en eller anden måde at fremvise, og jeg har næsten lyst til at sige at alle karakterene er en form for hovedkarakter.
Ikke fordi de konkret er det i denne bog, men fordi man får en følelse af, at Marx kunne bygge en fortælling op om dem alle, så levende de er.
Som jeg tidligere har kommenteret på, formår Marx at blande fortiden og nutidens kvaler, på en næsten umulig realistisk måde.
Vi er i 1920'erne, hos en familie, hvor der ikke bliver slået på børnene.
Alligevel passer det perfekt på en følelse, rigtig, rigtig mange kan genkende.
Det med at have en forælder, der ikke gør noget 'forkert' - som egentlig behandler en godt (De forskellige tiders perspektiver taget i betragtning) - og alligevel føler man sig ikke accepteret, respekteret eller selv elsket.
Samtidig er det dog ikke bare et portræt af en familie i fortiden, men af selve tidsperioden. Uden af at selv have været til stede, vil jeg vove at påstå at hun formår at give os et indblik i både tiden, sproget og familiedynamikken fra dengang.
Endnu en finurlig, fantastisk og spot-on menneskefortælling fra Vibeke Marx.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.