"I lygternes skær indeholder elleve krybende, legesyge og brutale gys om nattens dybe skygger, om sindets bundløse brønde, om de mareridt, der gemmer ii de mørkeste kroge og kun anes i lygternes skær."
Som jeg læste denne, gik især en tanke igen; hvorfor gør jeg det her mod mig selv?
Selv om jeg elsker hans skrivestil, er det en traumatiserende oplevelse at læse en af hans bøger, og jeg er knap kommet mig over sidste bog jeg læste af ham.
Langstrup har en evne for at finde menneskers dybeste frygt, at gennemsøge deres hjerne for rædsomheder, og derefter bruge det mod dem i form af historier.
Derfor kommer det ikke som noget chok at denne bog også er ganske forfærdelig på den bedste måde.
Allerede når man kigger på bagsiden kan man fornemme, hvordan forfatteren leger med sproget, og netop derfor er introen til denne anmeldelse fra bagsiden af bogen.
Langstrup kan noget. Jeg kan ikke forklare det 100 procent, men jeg frygter at han har en fortid som et monster eller en dæmon fra en gyserfilm.
Han forstår så godt den menneskelige frygt, og ikke mindst at bruge den mod os.
Det sagt har jeg dog en ide om, hvorfor han ikke er større; jeg tror han trænger til lidt mere længde i bøgerne, og måske lidt mere indhold. Han er sindssygt dygtig til at skrive, så jeg tror på det kan lade sig gøre, men pt vinder hans værker udelukkende på det, for plots og generelt indhold er ikke holdbart.
Tak til forlaget 2 feet entertainment for anmeldereksemplaret.