En broget gruppe samles da elverkvinden Si'il sikkert skal føres til gudindes Haias tempel i Iserval. Det er en lang vej, og der er mange der er ude på at stoppe dem ved brug af magt - et uvant miljø for præstelærlingen Paleon, der har måttet forlade sit velkendte kloster til fordel for at assistere gruppen på rejsen.
Landet Serelia er dybt påvirket af gudernes krig.
I et forsøg på at få overtaget vil gudinden Haia forsøge at indtage en elverkrop som avatar. Den udvalgte elver, Si'il, skal sikkert føres til Iserval, og denne opgave pålægges en gruppe bestående af Paleon, Colvar, Katalena, Sorkan og hans datter, Jarsala.
De bringer hver især noget unikt til holdet, selvom de ikke alle er fremmede.
Paleon er præstelærling og erfaren i medicin, Colvar er soldat, Katalena præstesoldat og Sorkan er tideligere magiker og tyv - og Jarsala er hans datter.
Colvar, Katalena og Sorkan kender hinanden fra krigen, og har hver især minder og hemmeligheder der truer gruppen.
Det er dog ikke for ingenting at gruppen består af så mange dygtige personer.
Det er ikke alle der vil det, at Si'il skal nå til hovedstaden for at hjælpe krigen, og der er få grænser for, hvad folk ikke vil gøre for at stoppe hendes ankomst.
Henriette Hesselholdts debut som forfatter har efterladt mig splittet.
Først virker den en smule for inspireret af andre værker, men hurtigt formår forfatteren at få den ledt over mod en mere personlig fortælling, som fungerer langt bedre!
Det er en meget hurtig start, hvor der smides mange nye navne og beskrivelser i hovedet på en, og det tog mig faktisk en del sider at danne overblik over selve situationen, så jeg kunne lade mig opsluge af historien.
Det er en skam, og kunne helt sikkert være udført bedre, men løses efterhånden som man kommer frem i bogen.
Det er en klassisk fantasy-bog med alle de forventede elementer. Magi, elvere, trolde, sågar vampyrer er at finde mellem siderne. Klicheer? Måske til tider, men man kan også vælge at se dem som klassikere;) De er en smule overbrugte, men fungerer ganske fint i denne fortælling. Derudover er der jo en vis blanding af universerne, da vampyrer typisk er i en ende, og elvere og trolde i den anden.
Det fungerer ret fint at lave den form for pærevending, især da universet generelt er velopbygget og ikke virker rodet. Der er en tilpas mængde historie til at det ikke bliver for nørdet, men alligevel detaljeret nok til at fremstå realistisk.
Selve fortællingen blev til tider en smule overfladisk. Der er et overordnet mål, men de udfordringer der er undervejs blev lidt for trivielle. Måske en mere samlet fjende, der langsomt blev afsløret som subplot kunne have hjulpet en del på dette - men det er bare en tanke:)
Karakterene er meget opdelte. De flyder på ingen måde sammen, og det er endnu vigtigere end normalt, nu der er så mange der får 'taletid' i form af at vi ser det fra deres vinkel. Man får som læser en forståelse for karakterene, selv hvis man ikke er enig med dem.
Personligt forelskede jeg mig også bare i Paleon, der er tilpas naiv og flink til at man nærmest ser ham som harmløs, og så alligevel med humor nok til at han får lidt kant.
Tak til forfatter Henriette Hesselholdt for anmeldereksemplaret.