Theas sind er, på mange måder, præcis som Vadehavet. Evigt omskifteligt, uforudsigeligt - og ikke mindst i et konstant kontrolleret kaos.
Da Theas far dør efterlader han sig en arv, der kan forsvare en pause fra arbejde og hverdagen i USA, hvor hun ellers har boet de sidste par år.
Denne pause vil Thea bruge i sin mormors hus i marsken ved Ribe mens hun overvejer om hun skal købe det.
Det eneste problem er at huset kan væltes af en kraftig vind, og intet bringer hende den ro, hun rejste så langt for at finde - tværtimod det omvendte, for det faldefærdige hus er fyldt med minder, både gode og dårlige.
En dag møder Thea dog Arild, en norsk biolog, ved Vadehavscenteret. Han tilbyder sin hjælp med småting, men det viser sig at han har mere at byde på end Thea umiddelbart ser.
Bogen trækker meget på fortiden, Theas egen, men også hendes kvindelige forfædre. Dette er noget jeg altid er opmærksom på, for i min oplevelse kan det skabe en fuldstændig fascinerende læseoplevelse eller ødelægge en historie.
Heldigvis formåede Christine Tjalve at forme det flydende til noget så konkret, at historiens struktur på ingen måde led under.
Bogen er, hvad man giver den opmærksomhed til at være. Umiddelbart kan den godt være en let læseoplevelse, både takket være et simpelt plot, simple temaer og et simpelt sprog, men hvis ønsket kan den også trækkes til noget mere eksistentielt. Det afhænger af, hvad man foretrækker, men jeg vil helt sikkert anbefale at lave lidt let analyse under læsningen - for det kan den sagtens holde til.
Det sagt synes jeg dog også det, til en hvis grad, er nødvendigt, da den har en meget langsom opbygning og ikke byder på meget spænding.
Der er en tydelig gennemført stemning i bogen som jeg kun kan tage hatten af for. Miljøbeskrivelser er helt klart at takke for dette, men Christine Tjalve har formået at lægge noget af Vadehavets sjæl i denne bog.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.