Den normalt snerpede Katrine ender i seng med en nærmest fremmed fyr, og er lykkelig for at hun dagen efter kan sætte sig ind i sin bil og køre langt væk fra alt, der ligner kærlighed... Troede hun.
Den unge forfatterspire Katrine drømmer om en dag at udgive en bog.
Men den dag, hvis den da kommer, føles meget langt væk, især da det er så svært for hende at få inspiration i hverdagen.
Derfor skal hun på ferie. Hun låner en lille bolig et sted langt væk fra hverdagen, og sætter gang i Skoda-pigen, der lige kan klare turen.
Indtil den ikke kan.
Skoda-pigen går i stå, men til Katrines held (eller er det uheld?) er det ved siden af det eneste hus i miles omkreds.
Hvis man da kan kalde det et 'hus', og ikke et slot.
Godsets ejermand, Nikolaj kommer Katrine til undsætning, og pludselig er det ikke kun hendes bil der er itu, men også planen om aldrig at blive forelsket igen.
Okay, jeg er lige helt ærlig her. Det er en cliché. Mega, monster, meget cliché - bypigen Katrine, der falder for rigmandssønnen Nikolaj, der har et gods i alle lande, du kan komme i tanke om, selvom hans familie aldrig ville acceptere det.
Jeg nærmest skammer mig over hvor meget jeg elskede det.
Men ikke desto mindre var det sandheden. Alle dialoger er urealistisk flydende og fortsætter sådan hele vejen igennem, og selvom jeg egentlig gerne vil sige 'hey, det her er totalt urealistisk! Ingen snakker sådan! Ingen to personers samtale er så ligetil' må jeg indrømme at det faktisk ikke gjorde noget her.
Det er totalt feel-good. Katrine og Nikolaj kører på helt samme vibe, og sandheden er, at det er okay at bogen ikke er 100% realistisk.
Så længe man ikke forventer den slags, når man kommer ud i livet, kan jeg faktisk ikke se problemet med det i dette tilfælde.
Det gælder også både Jonas og Nikolaj, der begge er meget typiske. Jonas er den klassiske player, meget amerikansk high school-drama, og Nikolaj er den tilbageholdte rigmandssøn med den distancerede familie.
Endnu engang... Som udgangspunkt ikke noget, man skal prøve af, men Pernille Kim Vørs får det til at fungere.
Et lille minus her er dog, at karakterene bliver meget flade af det. Jeg har en ide om, at denne bog er meget ment til kvinder, og jeg tror rigtig mange kvinder kender den der følelse af at se en film, hvor kvinderne på en eller anden måde bare bliver så flade, fordi de kun er der for mændenes skyld.
Jeg tænker Black Widow i Avengers her, hvor hendes fortid om noget er en af de mest interessante (jeg tænker Red room, Ivan Petrovich, den vilde træning, Department X og så videre), men alligevel skal vi hellere høre om de andres kedelige ting.
Den vibe får jeg her, bare omvendt. Der bliver ikke gået i dybden med nogens baggrund, men hvor havde det altså været fedt. Nikolaj har en kræftsyg mor, der holder det hemmeligt for sin far, og det er tydeligt at der er foregået en masse interessant i hans liv, så hvorfor får vi ikke lov til at se en version af ham med lidt mere dybde?
Jeg er lidt i tvivl om slutningen, der egentlig havde været ret perfekt hvis det ikke var en serie, men kun en bog. Den er så åben, men man får alligevel den afslutning, man har higet efter i næsten 300 sider.
Problemet er bare... Det er tyve år senere.
Den første bog henvender sig nok mest til dem op til tredive år, og jeg må indrømme at jeg selv er lidt spændt på at se, om Pernille Kim Vørs kan fange mig lige så godt med en bog om folk på fyrre, som en med unge nyforelskede.
Jeg håber det dog, og et eller andet sted har jeg tillid til og en forhåbning om, at forfatteren har fuldstændig styr på det.
Alt i alt er min mening om bogen positiv, og jeg venter spændt på næste bind!
Tak til forfatter Pernille Kim Vørs for anmeldereksemplaret.
コメント