Fanden - og 39 andre småmorbide, hverdagsmagiske skyggefortællinger.
Jeg synes der til tider mangler moraler - eller i hvert fald nogen, der har lidt mere power.
Et tydeligt eksempel er historie nummer to, 'Bjerget', der fortæller om en kvinde, der forelsker sig i en mand der sidder højt på et bjerg. Hun kravler derop, og ødelægger sig selv i forsøget, men for hver mand hun møder, finder hun noget forkert, og sigter efter den over ham.
Og jo, det er en ganske fin morale, men jeg savner at det ikke stod ordret i teksten.
Det tager en stor del af glæden ved at analysere den væk, og uden den synes jeg faktisk ikke der er meget af værdi tilbage - hårdt som det måske lyder.
Jeg er dog ret vild med denne her ide om moderne eventyr for voksne - eller i hvert fald unge.
Det er et interessant koncept, og blandingen mellem forsøget på en lidt gammeldags sætningsstruktur og opbygning, og så nutiden med stilleter og miniskørter fungerer ret godt.
Det sagt er det dog også bedst identificeret som et forsøg af en grund.
H. C. Andersens 'Den lille havfrue' starter sådan ud;
"Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst, og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet.
Dernede bor havfolkene."
Denne er et klassisk eksempel på et både kendt og vellidt eventyr, og er ikke at sammenligne med eksempelvis Bjerget, der starter sådan ud:
"Der var et bjerg. Et vidunderligt bjerg var det. I en fortryllende egn af verden."
Teksten fortsættes sådan, men slaviske opbremsninger der fjerner tekstens mulige flow.
Overordnet set en original og sjov bog, men ikke revolutionerende.
Tak til forlaget Forfatterskabet for anmeldereksemplaret.
Kommentare