Til en fest kysser Helene med Christian, men da hun siger stop gør han alt andet end netop det.
Han fortsætter, han går længere og længere, og pludselig er Helene ikke kun oppe mod ham, men mod hele verden.
Det er sindssygt svært for Helene at få ud.
Af en eller anden grund vil det ord bare ikke være i hendes hoved, og hele weekenden kalder hun det alt muligt andet, men da mandag kommer og hun ser Christian, er det pludselig det eneste ord i hendes hoved.
Han voldtog hende.
Christian voldtog hende, og han er et røvhul og en idiot og alle andre dårlige ord… men alligevel var det måske også lidt Helenes egen skyld.
Selvom det burde være ligetil, er ingenting lige netop det, og pludselig må Helene stå alene mod alle dem, hun troede var hendes venner.
Hvorfor er der ikke nogen der tror på det, når det for fanden er sandt?
Jeg synes det er så smukt beskrevet, hvordan Helene er splittet mellem at give Christian skylden og påtage den selv. Skylden tilhører retmæssigt Christian, og det ved hun godt, men i situationen er det alligevel bare ikke så let at se selv, og det synes jeg virkelig Eibe har formået at videregive på en genial måde.
Derudover er der rigtig meget konkret, og ikke mindst brugbart, fakta. Hvis det, Gud forbyde, skulle ske mod nogen af Eibes læsere, tror jeg de er bedre rustet.
Udover beskrivelser og forklaringer i bogen er der også et efterord, hvor der er hjælp til hvad man kan gøre, hvis det skulle være nødvendigt.
Det er sindssygt relevant, fordi et problem netop ofte er, at folk bagefter står, og ikke ved hvad de skal gøre. Vi hører alle disse tips og tricks til at undgå det, men hvad med når skaden er sket?
Sproget er, som altid, flydende, letlæseligt og ikke mindst elegant.
Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke helt synes den lever op til de andre bøgers standard. Til tider blev det lidt for urealistisk, eksempelvis nær slutningen da Kaya siger noget.
Jeg håber jeg fik det forklaret det der - uden at give for meget væk;)
Til gengæld er det dog vildt fedt med Helene, der egentlig har det virkelig svært, men bliver ved med at kæmpe. Virkelig utrolig fighter-ånd hun har, og det synes jeg er motiverende.
Selv efter alt mistilliden og så videre, så bliver hun ved. Jeg elsker også hvordan det lige bliver tilføjet at hun faktisk - normalt, i hvert fald - ikke har dårlig selvtillid. Hun skammede sig ikke over sin krop før bogens start, får man fortalt, og jeg elsker generelt altid bøger, der opmuntrer unge til at være selvsikre og elske sig selv, så det er jo kun et plus!
Som sagt var jeg ikke overdrevet imponeret af plottet, der som sådan ikke var noget stort. Eibes evner til at videregive og ikke mindst forklare følelser gør dog fuldstændig op for dette, og at læse hendes værker giver altid en helt ny forståelse for hvilket emne, der end er i fokus.
Helene er intet særtilfælde der, og det vil jeg gerne have lov at slutte anmeldelsen med.
Eibe giver indblik i et rigt følelsesliv, og jeg tror virkelig at læse hendes bøger kan være både en støtte til en selv, og en hjælp til at støtte andre, der kunne have oplevet det.
Tak til forfatter Anika Eibe for anmeldereksemplaret.