En midsommerligning, af Keigo Higashino

Da en mand falder ud over en klippe, er dødsårsagen simpel.

Det troede det lokale politi i hvert fald, indtil det viste sig at døden indfandt sig før faldet.

Kyohei er kun 10, men det glemmer han nogen gange.

Sammen med hans faster skal han på ferie på hendes ryokugan (noget, der, så vidt jeg har forstået, er lidt ligesom et pensionat).

Han skal bruge flere uger der, men allerede i toget på vej derhen møder han professor Yukuwa.

Yukuwa er på vej til en konference om dybhavsboringer, og deres ødelæggelse at både kyst og hav.

Sjovt nok har Kyohei dog en kusine, der står forrest i kampen for naturen, og professoren beslutter sig for at bo i Kyoheis fasters ryokugan.

Det er alt sammen meget hyggeligt og godt...

Indtil en anden fra ryokuganen styrter sin død i møde da han falder ud over en klippe.

Eller, måske styrtede han egentlig ikke sin død i møde, for det tyder lidt på at han allerede var død.

---

Det mest interessante ved denne krimi er nok, hvor 'elegant' den er. Den er ikke specielt blodig, fokusset er ikke på et bestialsk menneske der higer efter ulykke, og efterforskeren er ikke en alkoholiseret politimand, der på ingen måde følger protokol.

Mordet her skal ikke løses via et pludselig indfald efter flere times stirren på en væg med en masse billeder og garn på, min i stedet ved hjælp af logik og ikke mindst videnskab.

Samtidig er jeg også lidt vild med den åbne og ikke mindst forfriskende placering.

Denne del af serien tager sted få timer fra Tokyo, hvilket i teorien jo er ligemeget.

Jeg synes bare det er lidt fedt at det hele ikke altid skal foregå i Skandinavien, og at vi bliver bedre til at inkludere på trods af vores forskelle.

For der er forskelle på 'her' og 'der'.

Nogen ting kan være så simple som navne, men vi kommer også ind på noget lidt mere kompliceret med kulturelle forskelle, kultur i sociale sammenhænge og så videre.

Jeg synes det fungerer godt, og det passer godt med bogen, jeg tidligere beskrev som 'elegant', og kan slet ikke se hvorfor det skulle kunne være et problem.

Det 'elegante' fjernede også lidt 'rodet', hvilket for mig fungerede helt perfekt.

Higashino har fjernet de blodige psykopater, hvilket har fjernet noget af det 'utilregnelige' i plottet, der til tider kan forlænge en bog.

Det har også gjort at der er mindre til at fylde de over 400 sider, og det skal jo gøres op for.

Her er det gjort ved at trække fortællingen ud.

Det fjernede lidt den konstante spænding, der normalt er, når man læser en krimi, men til gengæld giver det plads til at fokuserer på de andre interessante ting.

Den er ikke nervepirrende, der er ikke specielt mange cliffhangers (ud over liget), så det er en anden form for krimi end dem, jeg er vant til.

Dette er dog ikke dårligt, og jeg synes faktisk den var virkelig god, så selvfølgelig vil jeg også anbefale den til alle jer!

Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.