Da katestrofen rammer, følger vi fem mennesker gennem det.
Jordskælvet er ramt, men det er ikke det værste, for med det følger alt det andet.
Hvad sker der nu?
Og har de ret i at være bange?
Amadou er flygtet, og med god grund. Han var eftersøgt for mord.
Yvan blev ofret for en brand, han kun kan takke sig selv for.
Nete er diplomatfrue, og gør hvad hun kan, for at passe i hendes mand, Lars, liv.
Janus er psykolog, og forsøger desperat at kunne presse hans liv og personlighed ned i en af de kasser, han er blevet undervist i.
Ingen af de fem, havde regnet med at ende midt i en katestrofe på den måde. Hvis det da kan kaldes en katastrofe.
Hvem ved, måske kommer den med nye muligheder.
Jeg er lige 100% ærlig her og siger, at jeg ikke var totalt mindblown af denne bog.
Det er den første bog jeg læser af Kristensen, men langt fra den første hun har skrevet. Af den grund havde jeg nok også lidt en forventning om, at den på alle punkter ville være perfekt.
Det var den desværre ikke helt.
Sproget er ganske godt, og bestemt ikke noget at klage over. Der er et fint flow, og jeg tvivler ikke på, at forfatteren virkelig er dygtig.
Blandt andet var der en linje på side 16, der imponerede mig:
"Mandens stemme klager og vrisser, konens er hårdt disciplineret, irritation forklædt som omsorg."
Jeg synes det er en smuk sætning, og jeg synes det er smukt, at man som forfatter kan lege med sproget på den måde.
Desværre synes jeg bare lidt der var noget med selve historien.
Jeg er egentlig ikke 100 procent sikker på nøjagtigt hvad, men den virkede en smule ufærdig.
Der var nogen forklaringer, og noget af det, der virkede lidt for meget som et forsøg på 'blær', hvis man kan sige det sådan. Det er rigtig godt når en forfatter researcher, men hvis de skal sige det direkte, så går det elegante lidt over - lad det ligge i det skjulte, og imponer os istedet med din viden, når den er relevant.
Plottet virkede ikke helt så gennemtænkt, og jeg tror, Lis Vibeke Kristensen er dygtigere end det:)
En af de ting, jeg var helt vild med, var dog at karakterene sjældent er uskyldige.
Jeg synes alt for tit vi har 'Her er vores hovedperson. Han/Hun er perfekt, så derfor kan de jo aldrig nogensinde have gjort noget galt - og hvis de har, er det at de hoppede over i køen i tredje klasse, hvilket de forresten stadig hader sig selv for, og har som mørk hemmelighed.'
Her er karakterene, til tider, lidt nogen røvhuller, og det er så realistisk og rigtigt som det kan være.
Jeg ved også med sikkerhed, at jeg gerne vil forsøge mig med forfatterens næste bog, for jeg synes virkelig hun er dygtig - jeg tror bare ikke på, at den her fortælling viste det godt nok.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.
Comments