"En åben hånd ud imod dig jeg rækker
En åbenhed fra sind og hjerte mit
Min åbenhed omfavner dit finurlige jeg"
(Eksempel fra side 77)
Digte har ofte den tendens, at de henvender sig til et meget specifikt publikum. De refererer til bestemte følelser, og det er meget individuelt om de følelser er relevante i ens liv, men Cecilie Casper har alligevel formået at beskrive sine egne oplevelser så de kan forstås af alle.
Følelsen af ensomhed er en vi alle kender, men Cecilie Casper har bibeholdt den som værende en fællesnævner i stedet for at indsnævre så det passer lige nøjagtig på hendes situation.
Det gør, at jeg tror flere vil kunne genkende ordene deri fra dem selv, og dermed også at den vil være relevant for flere.
Det sagt simplificerer det også digtene, og sammen med den generelle overfladiske stemning mange af digtene har, kan det få bogen - og forfatteren - til at virke en smule umoden.
Ingen tvivl om, at hun er gammel nok til at kende følelserne og situationerne, men jeg synes ikke hun virker til at have ramt en form for accept eller måske endda forståelse, og det savner jeg. Det bliver lidt for meget teenage-poesi og for lidt digte, der egentlig henvender sig til voksne.
"Men kan man ikke føle sig ensom i andres selskab?
Kan man ikke være alene, selvom man er sammen?"
Det eksempel er fra side 57, og minder mig lidt for meget om en tumblr-profil med et æstetisk profilbillede, og for lidt om en reel udgivelse.
Ingen tvivl om at forfatteren har en måde med ord, men den trænger til udvikling og modning. Jeg vil se frem til at se, hvor hun er om fem, ti, tyve år, fordi Cecilie Casper er helt sikkert dygtig, og har helt bestemt potentiale, men mangler erfaring.
Tak til forfatter Cecilie Casper for anmeldereksemplaret.