Reina drømmer sig til en magisk verden langt væk, når hun bruger sine vågne timer som studerende, så da hun får chancen til rent faktisk at bevæge sig ind i den er det svært at sige nej.
Sammen med fire andre NetOld-studerende bevæger Reina sig ned i et kælderbibliotek, som er som de fleste både kældre og biblioteker; efterladt.
En krybekælder viser sig, og de fem finder frem til en åbning, en dør i sand Narnia-ånd, der frister.
Uden alle at være helt overbeviste trækkes de ind i landet Adelheim, hvor Reina især møder en uforventet velkomst.
Befolkningen virker til at genkende hende som den forsvundne baronesse. Baronessen der forsvandt for over 50 år siden er nu skyld i at gruppen må træde ind i en arena, hvor man risikerer mere end blot sin ære.
Baronessen af Jeanet Kirch har efterladt mig med meget blandede følelser.
På den ene side er dette hendes debutbog, og med dette med i sammenligningen er den virkelig god... Men på den anden side er det bare langt fra den største faktor i ligningen.
Det er på mange måder som hvis man sendte et veltrænet barn til OL i 100-meterløb, og barnet klarer det på 20 sekunder.
Imponerende, jo, dygtigt barn, helt sikkert, men det er også det mest imponerende ved det at se et barn løbe så stærkt. Forskellen er blot at forfatteren ikke er i fokus her som en atlet ville være det, og Jeanet Kirchs begrænsede erfaring kan ikke ses, men derimod kun mærkes. Det eneste vi oplever er resultatet - en, der kommer i mål på 20 sekunder frem for 10.
Dette er dog på ingen måde noget, jeg klantrer forfatteren for - eller nogen andre specifikt, for den sags skyld. Mange af mine betænkeligheder ved bogen kunne dog have været undgået, ikke kun under skriveprocessen, men også redigeringen.
Eksempelvis kommer Reina først til Adelheim 50 år efter baronessen forsvandt, men det accepterer folket uden at undre sig over at hun ikke er blevet en eneste dag ældre.
Det kan smutte, men jeg har svært ved at forstå hvordan det er smuttet for både forfatteren og de to redaktører, der er listet i kolofonen.
Det sagt er der dog en grund til jeg alligevel nød bogen.
Jeanet Kirch er dygtig, og herom er der ingen tvivl.
Universet er tilpas sammenlignelig med andre vi kender, men med nok originalitet til at holde bogen op som noget helt for sig selv - et kæmpe plus i min bog!
Noget der dog på ingen måde er originalt, og grænser hvad min dansklærer ville betegne som plagiering, jeg som 'Can I copy your homework'-memet, er citatet af Morten Ellemose i starten: "Kun under pres bliver kul til diamanter"
For at bevise min påstand har jeg lige foretaget en hurtigt google-søgning:
"Diamonds are made under pressure" - Peter Marshall
"A diamond is a chunk of coal that is made good under pressure" - Henry A. Kissinger
Thomas Carlyle sagde i det 19. århundrede "No pressure, no diamonds". Katerina Pitzner har brugt det som opdragelsesstrategi.
Det er dog ikke forfatteren der er grund til dette, og det er trods alt ikke noget der på nogen måder afspejles i selve teksten - blot en unødvendig tilføjelse, hvis du spørger mig.
Bogens karakterer virker først en smule flade, som de typiske klichéer, vi kender fra alle amerikanske teenage-film, men drejes alligevel til at have mere indhold.
Man bliver som læser lidt taget i ens fordomme fordi man så hurtigt bliver introduceret for deres indre.
Samtidig udvikles der en form for ubeskriveligt venskab og et sammenhold mellem dem, som jeg personligt er helt vild med.
Tak til forlaget Forfatterskabet.dk for anmeldereksemplaret.