Nogen gange fordrejer den 12-årige Aru sandheden en lille smule.
Men det er kun en lille smule, og det er kun når det er højst nødvendigt, eller når tingene bare flyver ud af munden på hende.
For eksempel kom hun vist nok til at fortælle dem fra hendes rige skole, at hun skal til Paris, og at hun har en privatchauffør... Og at hun faktisk også er kongelig...
Sandheden er egentlig, at mens hendes klassekammerater flyver verden over i ferien, ja, så kommer hendes ferie til at foregå på Museet for Indisk Kultur og Oldtidskunst, hvor hendes mor arbejder.
Deromkring kom der vist også et par løgne ud.
Eksempelvis er det måske ikke helt rigtigt at en af lamperne der er forbandet.
Eller måske er det, for da hun inviterer tre fra hendes klasse hjem for at bevise det, tænker Aru at der ikke sker noget ved bare hurtigt lige at tænde den.
Men det gør der, der sker helt sikkert noget, og pludselig er en gammel dæmon på fri fod, og hvis den får sin vilje bliver guden Shiva vækket.
Shiva er guden af ødelæggelse, så Aru tænker at det nok er bedst, hvis hun undgår at hun bliver sluppet fri.
Eneste problem?
Missionen går ud på at opspore reinkarnationerne af de legendariske Pandava-brødre, og rejse gennem Dødens Rige, og som om det ikke er slemt nok, så gør det det altså ikke lettere at både hendes klassekammerater og hendes mor er frosset...
Eller at hun stadig kun har pyjamas på.
På forsiden står der 'Rick Riordan præsenterer', og selvom jeg havde læst den alligevel, øgede det helt sikkert min interesse.
På bagsiden synes jeg det fremkommer tydeligt at bogen nærmest omdrejer indisk kultur, meget ligesom Rick Riordans egen serie om Percy Jackson handler meget om de græske guder.
Rick Riordan har fået rigtig, rigtig meget ros for Percy Jackson, netop fordi den er meget præcis, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Aru Shah nok havde samme egenskab, omend inden for et andet emne.
Nu skal jeg også være helt ærlig og sige, at jeg ikke er den rigtige til at vurdere det.
Jeg ved slet, slet ikke nok om hinduistisk mytologi, til at sige at 'jep, den er god nok' eller 'ah, det er sgu ikke helt spot-on', men den passer på min meget begrænsede viden.
Om ikke andet så er det vildt interessant at lære om, og jeg elsker at denne bog både har et lærerigt element derved, men også sætter mere fokus på andre end kaukasiske mænd.
Roshani Chokshi er selv Amerikaner, men med en filipinsk mor og indisk far, og er opdraget med hindu mytologi - noget, hun åbenbart ofte trækker på i sine bøger.
Derudover studerede hun law på Emory, indtil hun droppede ud for at fokusere på at skrive.
Aru er 12 år, hun er akavet, hun begår fejl, og hun fortryder dem. Hun er, med andre ord, en man kan relatere til.
Men på samme tider er hun bare skidesej, og gør sit bedste!
Der er også meget humor, hvilket allerede kan ses på kapiteloversigten, hvor der gemmer sig nogle guldkorn, som foreksempel:
1. Hvor Aru fortryder, at hun åbner døren
12. Lad bare den næste dæmon komme an!
Nej, vent. Måske alligevel ikke...
15. Hvorfor er alle fortryllede ting så uforskammede?
27. ... og så kom en sværm af gigantiske ildfluer
32. Førstepladsen på Minis Top 10 over "Måder jeg ikke har lyst til at dø på": Dræbt af dårlig ånde
og ikke mindst:
33. I mit næste liv vil jeg være en ko
Jeg ved seriøst ikke hvorfor jeg ikke har hørt om Chokshi før, men jeg kommer helt klart til at læse flere af hendes værker!
Tak til forlaget Straarup&Co for anmeldereksemplaret.