Nogen børn vokser op med en kat eller en hund. Nogen vokser op med en sød nabo, eller måske endda med en sød onkel.
Mille og hendes søskende vokser op med massivt omsorgssvigt, naboer de ikke snakker med, og deres onkel er helt bestemt ikke sød.
Det er hårdt at være Mille. Der er hårdt at have en dum far, en virkelig dum far, det er hårdt at have en alt for forstående lærer, og det er hårdt når ens mor dør.
Så Mille gider ikke længere. Hun holder sig fra søsteren Majas værelse, når hun hører hun græder - for det ved hun, hun skal. Hun passer lillebror Villads, men kun det nødvendige, og hun stopper med at gå i skole.
Det er okay. Hendes mor er død.
Men en dag sker der noget.
Mille bliver røvet.
Næsten, i hvert fald. Fyren i skoven tager hendes pung, og hvis hun ikke kommer med noget mad til ham, så kommer han efter hende.
Så Mille vender tilbage.
Og Mille bliver.
Hun lærer Bilal at kende, og da han kysser hende er det noget helt nyt. Bilal er spændende, han er ældre, han er en bad-boy - og han er vild med lille Mille.
Hvis bare Mille kunne fortælle dem fra klassen, at en ældre fyr var vild med hende.
Men det ville nok ikke være så godt hvis hun fortalte at hendes nye måske-kæreste er Bilal Ahmed Hussein, der er på flugt fra politiet efter at have røvet en Nordea. Hvis han da havde gjort det.
Men det havde han ikke. Han er uskyldig. Det siger han selv, og Mille kender ham jo... Gør hun ikke?
Jeg har meget delte meninger om denne bog. På den ene side, så YES! Der er sindssygt mange børn og unger der har problemer, der minder om Milles, så hvor er det godt vi får noget mere fokus over på dem!
På den anden side... Hvor meget fokus kommer der egentlig på dem her?
Jeg har svært ved at nævne et enkelt problem, for der er rigtig, rigtig mange, blandet sammen i en suppe af mistrivsel.
Selvskade er dårligt, misbrug er dårligt, usunde forhold og omsorgssvigt er dårligt, men jeg mister helt overblikket, når så mange bliver tilføjet i en så kort bog. På under 200 sider forventes den at kunne rumme så mange forskellige problemer, og effekten virker lidt mere til bare at være en gennemgang af mulige problemer end noget andet.
Mit råd til forfatteren ville nok være at sprede sine mange gode ideer over flere bøger - for jeg tror, der er fyld til det, og det er en skam at de på den måde bliver tabt i et rod.
Det sagt, kan det dog konstateres at det største fokus heri er på det, forfatter Helle Kaare Lindberg beskriver som 'hudsult'.
Mille hungrer efter kærlighed og omsorg - alt det, hun ikke har fået hjemmefra.
Derfor falder hun lige i armene på Bilal, der giver hende opmærksomhed, og også lyster efter hende... Måske endda lidt mere, end hun gør efter ham.
Allerede da hun møder ham sidder man dog som læser med en klump i maven, for Bilal er ikke kun kriminel, han forsøgte ikke kun at røve hende, han er også langt ældre.
Under ingen omstændigheder skal en 20-årig være forelsket i en på 14, og fysisk set er tiltrukning der også et tegn på, at der er noget galt. Lige meget hvor moden den 14-årige er, så er hun et barn, og det kan med garanti også ses. Det er en voksen, der er forelsket i et barn, og det er med en, omend somme tider underbevidst, plan om at tilpasse pigen til hans behov.
Det er et utrolig vigtigt emne, og et rigtig mange piger falder for. Når man er 14 begynder ens seksualitet blandt andet at udvikle sig, og samtidig interessen for det modsatte køn - eller selvfølgelig det samme:)
Der er rigtig mange piger der oplever at falde for ældre fyre, somme tider også meget ældre, men det er så sindssygt vigtigt at de ved at det ikke må være gengældt, og det er så sindssygt vigtigt det ikke bliver romantiseret som det ellers så ofte gør.
Jeg ved dog ikke om det gør det her. Det bliver tydeligt vist at Bilal udnytter hende, hvilket på det punkt er positivt, men jeg savner den afslutning, der viser moralen. Det er ligesom om afslutningen er moralen på en helt anden historie, som, selvom den også var en del af bogen, for mig ikke virkede som fokusset.
Det sagt har bogen jo selvfølgelig også mange andre gode sider. Helle Kaare Lindberg er skolelærer, og har fortalt at hun er blevet inspireret af de mange svigtede elevers historier, hvilket jo gør historien endnu mere forfærdeligt. Alle tingene er sande, og det er børn derude, der oplever det her, så hvor er det godt forfatteren fortæller om det.
Samtidig får jeg en følelse af en person, der virkelig går op i det her. Jeg tror ikke bare, det var en lille hurtig bog at skrive, jeg tror hun har gjort sig umage om den i et forsøg på at hjælpe unge, og det synes jeg er fantastisk.
Tak til forfatter Helle Kaare Lindberg for anmeevet børnetelefonens oplysninger på 'flappen' bagi, hvilket er en vildt fed detalje. Hvis man som ung kan genkende noget fra bogen, så har de en ide om, hvor de kan søge hjælp.
Tak til forfatter Helle Kaare Lindberg for anmeldereksemplaret.
コメント