Veronika er, alt det, Lea aldrig kan være. Hun er modig, hun er stærk, hun er ærlig - men hun er også syg. Kræften haler sig ind på hende, selvom hun fortsat smiler og deler sin kamp på Instagram.
Veronika er positiv. Altid. Det er næsten en form for varemærke, at selv når kræften rammer hende, når den spreder sig, når den eksploderer og når hendes bedstemor dør, er hun positiv.
Hun er heldig at hendes familie er så støttende. At hun har en søster, Louise, der elsker hende overalt på jorden, og en mor, der laver masser af kræftbekæmpende mad og gulerodsjuice til hende.
Desværre er intet af det sandt.
Veronika findes ikke andre steder end på nettet, i notesbogen og i Leas tanker, for Veronika er intet andet end hendes største hemmelighed.
De over tyve profiler der dækker Veronikas familie, venner, ups and downs og krig mod kræft bygger op om det liv, hun glædeligt deler på Instagram.
Men der er kun plads til én person i Lea, og Veronika tager stille og roligt over.
Jeg skal gøre det så kort som muligt: Denne bog er en, der skal læse.
Den viser en helt ny side af medieprofiler og catfishing, som jeg tror mange har brug for at læse og lære at kende.
Det bliver beskrevet så fint og ordfrit som muligt hvordan Veronika bare er helt igennem perfekt, netop fordi hun ejer sine fejl, og hvordan Lea mere end noget andet ønsker at hoppe ind i den syge pige.
Især scenen med gulerodsjuicen ramte mig hårdt, da det virkelig gik op for mig der, hvordan Lea ikke prøvede at snyde andre, for det var jo aldrig det hun ville - hun ville bare have en pause fra sig selv.
Det er en lærebog, og det med god grund, for den vil virkelig være optimal til brug i eksempelvis en folkeskole. Både nutidig og relevant, samtidig med en børnene og ungdommen måske rent faktisk både vil nyde og have godt af.
Tak til forfatter Jane Susanne Andersen og forlaget Turbine for anmeldereksemplaret.