Najma føler sig ikke hjemme i Danmark. Sproget er svært, kulturen er anderledes, og hun savner Syrien.
Alma føler sig heller ikke hjemme. Hun forsøger med tøj, frisurer, og tusindvis af selfies til de sociale medier, men lige lige hjælper det.
De to piger er fra vidt forskellige verdener - men måske har de alligevel noget til fælles.
Jeg er ikke syrisk flygtning. Jeg er slet ikke flygtning.
Men med Birgitte Vestergaard Andersens bog har jeg alligevel fået en ny forståelse for, hvordan det må være for folk som Najma.
Forfatteren har valgt skiftevis at lade de to piger tale, hvilket på en naturlig måde lægger op til at sammenligne dem og deres problematikker.
På nogen punkter synes jeg dog det er en smule simplificeret.
Især ved Almas kapitler oplever jeg at underforståede ting bliver pointerede, og jeg har oplevelsen af at hele hendes ungdomsliv er blevet nedsat til et typisk teenage-drama.
Dette gør at jeg frygter at det samme er gjort med Najmas historie, og derfor er jeg i tvivl om hvor akkurat den er.
Hvis den er sandfærdig og realistisk, har jeg fået en langt bedre forståelse for komplikationen - jeg kan bare ikke være sikker.
Nu er jeg dog måske kommet til at glorificere Najmas sider i bogen.
Jeg har fået en bedre forståelse, men der er ikke gået i dybden med det, og jeg sidder med en følelse af at vi kun har set toppen af isbjerget.
Det kunne have været virkelig interessant at høre lidt mere fra hendes side af, selvom det havde betydet en lidt længere bog.
Udover Najma og Alma har vi dog også Esther, som om noget er en inspirerende karakter. Hun bukker ikke under for alt den pres, der er, i nutidens samfund, og er i sidste ende den, der rækker hånden ud mod Najma - og på den måde viser en ny side, og forhåbentligt kan inspirere læserne.
Jeg er i tvivl om sammensætningen af de to piger.
På den ene side kan jeg godt se, at temaerne for deres begges historier ligger tæt, men hvis det er ting for eksempel ensomhed kan man jo også vælge stort set hvem som helst, da det er en så velkendt følelse.
Du kan vælge en ansat i en isbod i spanien, og en soldat i borgerkrigen, og de vil stadig begge have haft den følelse.
Det sagt fungerer det dog, og så er det ikke sikkert jeg egentlig behøver sige mere om det punkt.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.