De venstrehåndedes forening, af Håkan Nesser
- Karoline Bloch
- 17. dec. 2018
- 2 min læsning
"Marten Winckelstroop voksede op med to skavanker. Han havde ingen far, og han var venstrehåndet."
Disse ord starte Håkan Nessers nyeste bog, De venstrehåndedes forening.
I denne bog hører vi om Martin, hvis venstre hånd altid formåede at klare alt bedre end den højre, men som egentlig ikke så det som en problem før frøken Bolster underviste i hans folkeskole.
At være ventreshåndet er forkert.
Heldigvis er han dog ikke ene om denne såkaldte skavank, og sammen med den venstehåndede Rejmus Fiste starter han De venstrehåndedea forening.
Senere til udvider gruppen sig - noget, der måske ikke er så godt, når alle medlemmerne er i risiko cirka 30 år senere.
Fire medlemmer af 'foreningen' dør i en påsat brand, og en femte forsvinder. Van Veeteren bliver sat på sagen, men bestemmer hurtigt at sagen er opklaret; den forsvundne er skyldig.
Det er dog ikke før efter 21 år at de finder den såkaldte gerningsmand, og opdager at han blev myrdet samtidig med de andre.
For første gang har Van Veeteren taget fejl.
På det tidspunkt er han pentioneret, 74 år, men han kender sig selv godt nok til at vide at hvis han ikke løser sagen - og rigtigt, denne gang - vil dette jage ham med skam.
Håkan Nesser har en helt speciel skrivestil, som ingen vil kunne efterligne.
Både Van Veteren og Gunnar Barbarotti er karakterer af Håkan Nesser fans før har mødt, men det er dog første gang de to krydser bøger, og selvom jeg ikke selv har læst om nogen af de to, blev jeg alligevel lidt nysgerrig - crossovers er altid sjove, og det ville blive spændende at se hvordan en forfatter så dygtig som denne valgte at håndtere dette.
Det viste sig dog at han klarede det spektakulært, og selv uden udvidet baggrundsviden om de to karakterer var bogen både nem at forstå (Eller, så nem som Håkan Nessers værker nu engang er), og gav mig kun lyst til at læse hans andre bøger lige så vel.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.