Augusta sparer sammen til venindeturen med Frederikke. Det bliver bare de to, hverken Ida eller Viola fra Frederikkes dansehold skal med. De er egentlig meget søde, men siden de begyndte på gymnasiet har Augusta følt sig en smule udenfor.
For at spare sammen til turen må hun skaffe et arbejde, så det kommer som sendt fra himlen da hendes engelsklærer har anbefalet hende som tutor for en nyligt svagtseende dreng.
Da hun møder Oliver Visby er det dog hurtigt tydeligt at han hverken har interesse i Augusta eller undervisningen hun tilbyder.
Hun siger dog ja alligevel for at spare sammen til turen. Indtil den bliver aflyst, og pludselig sparer hun sammen til en tur til Sunny Beach, hun egentlig slet ikke vil på.
Men hvad er det hun vil? Hvem er Augusta?
Ideen bag bogen er meget poetisk, hvilket er noget jeg personligt virkelig godt har kunnet lide. Oliver har altid afhængt af sit syn, men da han pludselig mister det må han gøre brug af sine andre sanser. Her viser Augusta ham nærmest en ny verden, da hun er en dygtig pianist.
Derudover har det at have en bog opbygget om en blind karakter givet forfatteren mulighed for at tilføje virkelig mange smukke scener - der er blandt andet en af mine yndlings, hvor Oliver forsøger at huske hvordan Augusta ser ud, og lige pludselig går det op for en som læser at han knap nok kunne huske Augustas hårfarve… Denne scene var for mig så smuk som de kan blive, og jeg sad næsten med tårer i øjnene.
Derudover har vi en anden, der dog er lidt mere glædelig; da Oliver hører Augusta spille for første gang.
Oliver viser for første gang en lidt anden side af sig selv, og da han indrømmer at han altid gerne har villet spille, men at det er for sent… Så smukt!
Jeg sad som musiker gennem 10 år og tænkte, at nu skulle jeg til at skrive en note ned om dette - for som pianist er det foretrukket at man ikke kigger på klaveret.
Men til min helt helt store lykke siger Augusta det præcis samme, og jeg var klar til at sende et luftkys i guds retning - nu ryger det dog imod forfatteren, der virkelig fortjener det.
Dog synes jeg at den første ‘store’ scene, hvor det, der gennemlyser sagen er, at Oliver kan genkende musikstykket Augusta spiller er en smule skuffende.
Ikke fordi der var noget som helst galt med selve scenen - men nok fordi jeg godt kunne have ønsket det var et lidt andet nummer end ‘Canon in D’ af Pachelbel.
Ikke fordi jeg ikke kan lide dette nummer, for som så mange andre mennesker har jeg det også på min playliste, men fordi jeg ikke synes det viser den store forbindelse de to karakterer skaber.
Jeg tænkte på om det mon var mig der var på den forkerte side her, og at jeg gik ud fra at alle kendte dette nummer, og udførte en mindre test. Jeg satte mig ved flygelet på mit gymnasium og begyndte at spille det foran mine venner, og efter cirka tredive sekunder stoppede jeg, og bad dem fortælle hvilket nummer det var.
6/8 kendte det - og vi snakker ikke folk fra musiklinjen her, men ganske ‘almindelige’ biotech elever.
Derfor ville jeg nok lidt ønske der var valgt et lidt sværere nummer her, der viste hvor dygtig man senere finder ud af, at Oliver faktisk er.
Til gengæld er det vildt fedt at bogen nærmest får en temasang, og da jeg læste satte jeg også sangen på repeat - netop fordi den fanger den specielle stemning bogen gav mig.
Det har været vildt smukt, og øger bare til min drøm om en filmatisering af denne bog.
Jeg har ikke så meget som hørt et rygte om dette, men gud, hvor ville jeg stå forrest i køen i biografen hvis der kom en film ud af denne bog. Jeg kan bare se det for mig alt sammen og hold kæft jeg ville elske den film hvis den var lige så god som bogen!
Som det vist er tydeliggjort gennem anmeldelsen elsker jeg denne bog, og hvis jeg gav stjerner ville den have flere end overhovedet muligt!
Tak til forfatter Michella Rasmussen for anmeldereksemplaret.