"Du trykker stadig like
Men du kysser mig ikke mere."
Dette er den første bog jeg har læst af Cecilie Sund Kristensen, og det har virkelig været en oplevelse.
Alle digtene deri emmer på en helt unik måde af en form for angst og selvudslettelse, hvilket giver bogen en form for forståelse for nutidens ungdom.
Netop på grund af disse følelser valgte jeg også at tage det billede der kan ses ovenfor; først og fremmest nogle af mine gamle noder, fordi det er en form for poesi, og fordi der er noget rungende smukt over denne bog, og derudover en blyantspidser med begge blade fjernet på grund af den selvdestruktive tankegang jeg mener at kunne fornemme igennem bogen.
Jeg har en fornemmelse af at rigtig meget poesi er skrevet af gamle, hvide mænd.
Dette er en totalt fordom, som jeg som sådan ikke har noget at bygge på, men det er den fornemmelse jeg har fået, efter jeg selv er blevet boganmelder.
Denne gang er det dog ikke sådan det hænger sammen.
Cecilie Sund Kristensen står ved sine holdninger og følelser, hvor grove og samfundskritiske som de nogen gange er.
Det elsker jeg.
Hun har en form for personlighed, der nærmest uden at gøre noget kan provokerer er helt samfundssyn.
Ærligt talt er det sjældent at jeg bliver specielt fanget af poesi. Visse poeter har et tag om mine følelser, men antallet er begrænset.
Cecilie Sund Kristensen er et af disse mennesker.
Tak til forfatteren Cecilie Sund Kristensen for anmeldereksemplaret.