"Hele bogen er skrevet med en sær form for humor, der uden yderligere grund fik mig som læser til at undre mig over samfundets måder og vaner - samtidig med at det satte et smil på mine læber.
Fra hans første ord og til de kloge bagtanker der måtte komme før eller siden følger vi Victor på sin rejse gennem både vores verden og hans helt egen.
Jeg har valgt i denne anmeldelse ikke at lægge meget fokus på selve handlingen, men derimod tanken bag samt vurderingen af denne.
Det har jeg, fordi jeg af denne bog får fornemmelsen af at det mere er det der skal lægges fokus på.
Forfatteren, Per Betzonich-Wilken, har ifølge bagsiden længe haft en interesse for filosfi - noget, der i stor grad kommer til udtryk i denne bog.
Hovedkarakteren Victors første ord er Nikodemus.
Dette undrer familien, der tager kontakt til præsten, der genkender ordet fra Det Nye Testamente.
Ingen i familien har dog vist interesse for denne, eller andre dele af biblen, og det virker usandsynligt at et barn på knap ni måneder selv var begyndt på den slags læsning.
Men hvad er Nikodemus? Eller rettere sagt; hvem.
Ifølge første side af bogen var dette navnet på en vismand, der ifølge historierne var den første til at tale med Jesus om genfødsler.
Han er dog mere end bare dette. Han var især kendt for at søge til Jesus om natten, da han ikke ønskede at de andre farisæere skulle få øje på ham.
Yderligere har han også senere hen haft forsvaret Jesus overfor ypperstepræsterne og lagde sammen med Josek af Arimatæa lagt Jesus i graven.
Dette er dog ikke egentlig relevant for min anmeldelse udover i den forstand, at det er et eksempel på hvordan der allerede fra side 1 bliver tilføjet en dybde, der kun delvist bliver forklaret.
Dette fungerer dog helt perfekt. Det er forklaret godt nok til at man ikke bliver skræmt fra at fortsætte læsningen, og godt nok til at man ikke behøver yderligere undersøge det.
Men mindre man er mig, og ikke kunne dy sig, og nu har brugt et par timer på at undersøge de forskellige noter jeg har taget rundt omkring i bogen.
For eksempel får vi på siden efter fortalt om Ladesut, og om hvordan forældrene beroliger sig selv med at det kære barn jo bare har sat nogen ord sammen. Chokolade hører til i munden, derfra lade, og en sut hører også fra det samme sted.
Ladesut.
Dette ord fangede mig også, og jeg prøvede lige at lave en hurtig google-søgning af det før jeg fortsatte.
Underligt nok fandt jeg ikke noget, men allerede der havde jeg en ide om, at med en forfatter som Per Betzonich-Wilken var dette ikke bare et tilfældigt ord han havde stykket sammen.
Hele bogen er skrevet med en sær form for humor, der uden yderligere grund fik mig som læser til at undre mig over samfundets måder og vaner - samtidig med at det satte et smil på mine læber.
Om det har været mening at bogen skulle fyldes med den slags satiriske humor og kommentering, eller om det blot er sådan Per Betzonich-Wilken fungerer ved jeg ikke.
Men lige meget hvad er jeg tilfreds, for det har resulteret i en virkelig fantastisk bog, som jeg varmt kan anbefale.
Tak til forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplaret.