En ung sønderjyde ligger side om side med sine soldaterkammerater i skyttegraven, hvor de venter på at det er tid til at angribe.
Ventetiden er lang, temperaturen er kold, og Hans er alene.
Pakket i en skyttegrav som sild i en tønde, men i dette tilfælde mennesker. Ventetiden driver dem alle delvist skøre, og tankerne kører uafbrudt.
Hans ville gerne skrive digte, og i denne sidste time, der meget vel kan ende med at være hans sidste time lige så vel, tænker han tilbage til det store asketræ han som barn ville kravle op i for at tænke og drømme.
Mange unge mænd er blevet ofret til krigen, og Hans tanker rammer de barndomsvenner, han ikke for at se igen.
Og på, hvilke mennesker, der vil stå tilbage.
Hvilken menneskehed, der vil stå tilbage.
I Mads-Peder Winther Søbys nyeste fortælling reflekterer han over mennesker, fremtid og fortid samt krig og fred.
Den eksistentielle krise, forfatteren udtrykker, er utrolig beskrivende, og sætter virkelig læserens tanker igang.
Det er en virkelig grum historie i den forstand at den fik mig til at føle mere end de fleste bøger gør, og jeg må indrømme at jeg mod slutningen også sad med tåre i øjnene.
På mange punkter virkede Hans tankegang meget forud for sin tid, men det er vist også en af de eneste dårlige ting, jeg har at sige om denne bog.
Den anden dårlige ting er, at selvom Hans fremstår som et meget filosofisk menneske, synes jeg det er lidt underligt at han bruger sin måske sidste time med tanker som disse.
Men nu når de småting er pointeret:
Virkelig skøn bog, som får de varmeste anbefalinger med herfra!
Tak til forlaget brændpunkt for anmeldereksemplaret.