Steen Langstrups fortælling om et kærestepar fanget på en ø driver sveden ned ad ryggen på læserne.
Et dansk par er på enhvers drømmeferie i tropiske Sydøstasien.
Indtil Selina dør og kæresten Noa bliver fængslet for mordet på hende.
Line Bang Skovmand besøger her Noa for at kæmpe for hans sag, der er risiko for bliver dømt med dødsstraf - noget, hun kan fortælle, ikke ville være usandsynligt.
Noa nægter sig skyldig, og fortæller historien om hvordan Selina og han selv blev efterladt af to fiskere, der havde sejlet dem til Ketamian Nationalpark. Hun blev ikke dræbt, men forgiftet af vandet.
Men Line finder det svært at tro på Noas historie. Dødsårsagen stemmer ikke overens med den fra politiet, og 'Ketamian Nationalpark' findes slet ikke.
Det er ikke nødvendigvis handlingen denne bog vinder på, men derimod Steen Langstrups fantastiske brug af sproget, der uden tvivl gør bogen fortjent til årets danske horrorudgivelse.
Bogen starter forholdsvist in media res med fortællingen om Selinas død.
Og denne er hverken fin eller elegant, men derimod barsk, brutalt og hjerteskærende. Steen Langstrup gør brug af alle de virkemidler, jeg gang efter gang tigger forfattere af denne genre om at bruge, og formår at føre dem til et helt nyt niveau.
For ikke lang tid siden roste jeg en roman af samme forfatter først udgivet i 2003, tror jeg det var, (Fra ryggen), for den skrivestil han dengang havde.
Dog kan jeg med glæde informerer om at det nu står klart at han udelukkende er blevet bedre til faget siden da.
Hele historien er bygget op om en samtale mellem Line og Noa selv, hvor han fortæller om sit forhold med den nu afdøde Selina.
Dette er dog alligevel så velbeskrevet og filmisk, at jeg i sandhed frygtede at jeg selv sad fanget på øen med parret.
Det er ikke den typiske stil med overbeskrevet tortur, men derimod en beskrivelse af en situation og nogen forhold, der langsomt driver en til nervøsitetens kant.
Tak til forlaget 2 feet entertainment for anmeldereksemplaret.