Det startede faktisk alt sammen med et bryllup. Ikke Edies eget, men alligevel ender hun med en del af opmærksomheden da hun bliver taget i en lidt... Uheldig situation
Det startede faktisk alt sammen med et bryllup. Ikke Edies eget, men alligevel ender hun med en del af opmærksomheden da hun bliver taget i en lidt... Uheldig situation.
Desværre har Edie set det ske før, og i et forsøg på at undgå både shitstorm og dømmende blikke flygter hun til Nottingham, hvor hun skal være ghostwriter.
Hvilken bog hun skal ghostwrite?
Såmænd bare Elliot Owens biografi.
Nyligt verdenskendte Elliot Owen, lækre Elliot, talentfulde Elliot, og som det skal vise sig; Elliot, der ikke kan tage et nej.
Problemet er bare, at Nottingham ikke er en tilfældig by, men derimod byen hvor hun voksede op.
Glædeligt gensyn!... Eller, nej, ikke rigtig. Edie bliver under tvang indlogeret hos sin ulykkelige far og jaloux søstre, som alle tvivler mere på Edie end en teenage-pige tvivler på sig selv.
Heldigvis er det aldrig for sent at finde sig selv - vel?
Jeg har hørt meget om 'Det er ikke mig, der er dig', men af en eller anden grund fik jeg alligevel aldrig rigtig fingrene i den.
Hovedsageligt fordi den for mig lød lidt lige lovligt 'Lara Jean'/'Piger i jeans'-agtig. Det er der bestemt ikke noget galt med, men der er så mange bøger jeg gerne vil læse, og den nåede ikke lige at komme op på listen før jeg modtog denne.
Det vil altså sige, at den første af Mhairis McFarlanes karakterer jeg stifter bekendtskab med har været Edie fra 'Findes der én, findes der flere'.
Det viste sig at være et glædeligt møde både med uheldige Edie og talentfulde Mhairi McFarlane, hvis andre bøger jeg helt sikkert skal have læst nu.
Edie er slemt uheldig, hvis man kan sige det sådan. Imod alt retfærdighed får hun hele skylden for, hvad der skete til brylluppet, og det er helt sikkert heller ikke med hendes gode vilje at hun ender med at bo hos sin far.
Bogen bliver hurtigt skudt i gang, og der går knap andet end et par sider før første katastrofe sker.
Og naturligvis ender Edie i flere uheldigheder en jeg havde troet muligt, hvilket nok har været en af grundene til, at jeg mest af alt havde lyst til at pakke hende ind i bobbelplast så hun ikke kunne komme til skade.
Dog udviser hun sammen med en fuldstændig vild karakterudvikling også en modenhed og ærlighed med sig selv, som imponerede mig.
Det betyder dog ikke at dette er en af de historier, hvor moren dør og to sider efter er hovedpersonen kommet sig over det.
Sår giver ar, og det er også noget Edie må arbejde med - og noget, der gør hende til en endnu større rollemodel.
En helingsproces er nødvendig, og det er også en hun må gennemgå, og en, man som læser kan lære noget af.
Jeg frygtede som sagt meget at bogen ville blive endnu en Lara Jean/Bridget Jones, da plottet før jeg havde læst den lød en lille smule som et wattpad fanfic.
Bagsideteksten fortæller trods alt at Edie er uheldig, at hun møder en lækker og kendt fyr, der ikke tager nej som nej, og at hun må bo med sin knap så fede familie.
Jeg frygtede inderligt en cliche scene hvor Elliot ville komme hjem til hende, se hendes hjemmesituation, og få en nyforstået forståelse for hendes personlighed.
Hvor vidt den scene kommer eller ej, skal jeg ikke afsløre, men jeg kan roligt sige at den bestemt ikke skal frygtes.
Faktisk bevæger Mhairi McFarlane lige så elegant rundt om alle de fælder, som jeg havde håbet på at hun ville.
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.