Tom Hazard er en del af et hemmeligt samfund, der skal hjælpe såkaldte Albatrosser med at leve deres liv så normalt som de kan - noget, der ellers er besværligt når man er udødelig.
Tom Hazard er hverken tidsrejser eller udødelig. Han er dog kronisk syg.
Tom er, hvad man kalder en 'Albatros. Han bliver gammel, ligesom alle andre. Han får grå hår, han kommer til at få knirkende led og vigtigst af alt; han kommer til at dø.
Hele den process tager bare for ham lidt længere tid.
I 'menneskeår' ville han være omkring de 41 år. I albatrosår er han cirka ti gange ældre.
Som aftalen lyder, flytter han hvert ottende år. Denne gang tager han tilbage til London som historielærer - noget, der er perfekt for en, der rent faktisk oplevede de begivenheder der skal undervises i.
Der er stort set kun én regel. Kærlighed er off limits. Dette er noget, Tom må finde sig selv indforstået med - ligesom alle andre 'Albaer'.
Dette kan dog vise sig besværligt da en vis fransklærer finder Tom overraskende charmerende, og truer dermed hans evne til at følge regler.
Den ene ting han ikke må have, er måske den eneste ting der kan redde ham.
Uden tvivl en fascinerende bog, der har fået stor opmærksomhed på baggrund af både den talentfulde forfatter og det tankevækkende plot.
Blandt andet var noget, jeg især bed mærke i, hvordan de kaldte de såkaldte Albatrosser 'tidsrejsere'. Det skaber ideen om, at tidsrejse ikke nødvendigvis er ved hjælp af en Tardis eller en DeLorean, men derimod blot at være.
Tidrejsen, Tom Hazard bevæger sig rundt i, er konstant rettet mod fremtiden, hvilket sætter rigtig mange tanker igang for mig.
Er det fordi han ældes langsommere? Føles tid for ham på en måde langsommere, hvilket resulterer i, at det at eksistere føles som tidsrejsen for ham, eller er alle der lever tidsrejsere?
Lige meget hvad er det fascinerende, og jeg vil alene af den grund allerede anbefale bogen så kort inde i anmeldelsen.
Et par ting ved bogen fik mig under min læsning til at notere 'plotholes'. Det blev jeg dog tvunget til at strege ud igen, da Matt Haig faktisk fik alle disse implementeret naturligt i historien i slutningen.
Derudover kan jeg læse mig frem til, at i hovedlyset af remedieringen vil vi kunne se Benedict Cumberbatch - noget, der helt klart har gjort mig mere spændt på at se udfaldet.
Jeg forventer uden tvivl en fantastisk film, og med en så dygtig skuespiller til at portrættere den fascinerende Tom Hazard har jeg svært ved at se hvordan det skulle kunne gå galt.
Når tiden går i stå er en dybtrørende, original og følelsesvækkende roman om at miste sig selv, finde sig selv, forandringer og stilstående tid, og om hvordan vi måske kan, med nok tid, lære at være lykkelige.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.