Liv Constantines første bog, Den sidste mrs. Parrish, er en knivskarp psykologisk thriller, som har fået mange gode anmeldelser - med god grund.
Amber Patterson er inge speciel, og er faktisk videre ubetydelig.
Det beslutter hun sig dog for at ændre, og en plan kommer til form.
Daphne Parrish har Ambers drømmeliv; derudover er hun dog også Ambers diametrale modsætning.
Daphne er smuk, blond, magtfuld og rig, men Amber ser en måde, hvorpå hun selv kan få hende liv: Hun vil være den næste mrs. Parrish.
Amber kommer i kontakt med Daphne i et fitnesscenter, og fortæller den usande historie om at have mistet sin søster - noget, Daphne selv har oplevet.
Dette viser sig hurtigt at være den rigtige taktik, da Daphne hurtigt får medlidenhed med den unge middelklassespiger.
Daphne inviterer Amber til at hjælpe til med velgørenhedsarbejde, og Amber arbejder hårdt.
...Dog ikke helt med det mål, hun påstår hun har.
Forfatteren - eller forfatterne, siden Liv består af søskendeparret Lynne og Valerie - har virkelig formået at gøre det godt. Langt bedre end hvad jeg havde turdet forvente af en debutroman, selv en med så gode anmeldelser som denne.
Det er svært at vide hvad man skal forvente fra en ny bog fra en ny forfatter, og med en forside som denne bliver det ikke lettere. Derfor var der ikke andet for end at åbne op og gå i gang med at læse - noget, jeg ikke fortryder.
Godt nok slugte jeg bogen i en stilling, men ikke desto mindre var den det værd.
En psykologisk thriller var hvad jeg havde forventet, men denne bog er langt mere end bare det.
Den formår at kravle ind under huden på læseren, og mingle sig med maven, hvor den første følelse at tvivl allerede bliver sået på første side.
For mig virkede det tydeligt at meningen er, at Amber skal irritere læseren - noget jeg kan sige lykkedes 100%. Hun er selvisk, udspekuleret, og generalt det, man nok ville kalde et dårligt menneske.
Derfor er det svært at finde medlidenhed med hende... Selvom det dog til en vis grad lykkede i løbet af bogen.
Kvinden føler sig tydeligt snydt og uretfærdigt behandlet, og hendes planer bag Daphnes ryg bliver på den måde forklaret.
Det, der mest generede mig ved det var dog en god ting. Hvor normalt er det ikke for os alle at misunde dem med de perfekte liv? De smukke, de rige, de lykkelige og så videre.
Det er det eneste Amber gør til at starte med.
Så hvornår bliver det for meget? Hvor går grænsen?
Og opdager man det selv?
På den måde får bogen en til at tænke, og det skal den helt klart også have ros for.
Starten var desværre lidt sløv, men i de kommende værker jeg håber Liv Constantine skriver til os kan det jo nå at ændre sig.
Slutning kan og vil jeg ikke afsløre, men jeg kan vidst godt sige at den virkelig kom bag på mig! Den overraskede mig på den helt rigtige måde, og hev min mening om bogen langt op.
Tak til forlaget HarperCollins for anmeldereksemplaret.