"Jeg hørte historien lidt efter lidt, fra forskellige mennesker, og som det ofte er tilfældet med den slags, var det en ny historie hver gang."
Sådan begynder første side i Edith Whartons velkendte mesterværk Ethan Frome.
"Hvis De kendeer Starkfield, Massachusetts, kender De også posthuset. Hvis De kender posthuset, må De have set Ethan Frome køre hen foran det, lægge tøjlerne til sin svajryggede fuks fra sig og krabbe sig hen over fortovet til den hvide søjlegang, og De må have spurgt Dem selv, hvem har var."
Med de ord fortsættes den, og vi bliver ledt ind i Ethan Fromes verden.
Da Ethans mor oplever sin sidst tid hjælper Zenobia - også kendt som Zeena - med at passe hende, og af frygt for at ende ensomt og alene gifter Ethan selv samme Zeena.
Zeena gror sig svagelig, men er selv da manipulerende og langt fra kærlig eller tilfreds med de ting, hendes liv byder hende.
Zeenas yngre kusine bliver ansat af Ethan for at hjælpe til med husholdningen, og hurtigt spirer et tillidsfuldt forhold op mellem de to.
Som deres forhold udvikler sig, gør Zeenas bitre miner og beregnende personlighed det samme, og det hele udfolder sig i en dramatisk slutning for kærlighedstrekanten (hvis man da kan kalde den det) mellem karakterene.
Historien er fortalt fra en uvidende tredje person, der har formået via rygter og genfortalte historier at bevæge sig ind i kernen af Ethan Fromes hjem og liv.
Det giver i min optik bogen en dyster bagtone samt en klaustrofobisk effekt. Måske det er fordi vi befinder os indenfor dette lille område, og kan se hvor overvåget det er af en komplet udefrakommende person.
Lige meget hvad giver det i min optik bogen en rig og komplet følelse, der helt klart gavner den.
En magtfuld historie om magtløse personer.
Karakterene deri har alle en overraskende dybde, som jeg ikke havde forventet da jeg åbnede bogen.
Zeena, eller Zenobia, er jo i klassisk form historiens skurk, men alligevel har hun nogen følelser og sympati, der leder mig til at have svært ved inderligt at hade hende.
Apropos netop det, synes jeg også historien er forud for sin tid. Den er skrevet i 1911, men har alligevel evigt relevante emner samt en forfatter der til en hvis uforventet grad har haft et feministisk syn på mange ting.
I 1913 blev Edith Wharton skilt fra sin egen mand, hvilket også leder mig til at tro at der måske kunne være en smule selvbiografisk over romanen.
Jeg har ikke kigget dybere ind i Edith Whartons liv, men ting som disse kunne helt klart friste mig til at gøre det!
Tak til Bechs Forlag for anmeldereksemplaret.