Fortællingen om lille Ibis, der ser sine forældre blive dræbt af et kampfly, og derefter må flyve med bedstemor og bedstefar hjem og bo hos dem.
"'Du er sørme en heldig kartoffel, vi har allerede fundet en...' Mere nåede spurven ikke at sige, før Ibis afbrød den: 'En kartoffel? Nej. Altså nej, hør nu her, jeg er ikke nogen kartoffel, jeg er en fugl!' Spurven grinede, 'det er bare noget, man siger her i Danmark'"
Citatet ovenfor er fra Sophie Heibergs Fortællingen om Ibis. Egentlig var jeg klar til at skifte det ud med et andet, da jeg bemærkede at det er det præcis samme brugt på bagsiden, men det er altså bare så godt til at beskrive bogen og introducerer den.
Flygtningekrisen er en stigende debat i Darnmark, og i denne bog af Sophie Heiberg, bliver den forklaret på børnehøjde.
Forståelsen og udførelsen af sympati er noget, der bliver lagt stor fokus på i børns undervisning både i børnehaver og i skoler, og det er helt sikkert også noget denne bog øver. Vi får fortalt om Ibis, som er en sød lille sort fugl, som bruger sine dage på at øve sig i at flyve og spise i skyggen af det store træ, hvor han faktisk blev født i.
Dermed starter vi altså med at få Ibis humaniseret - vi synes han er sød, før vi får konflikterne i historien med.
Illustrationerne deri er skønne, og jeg har fået en forkærlighed for lille Ibis med det skrå næb - han er virkelig det kæreste.
Allerede på forsiden synes jeg også det kan ses, som han sidder der og holder lidt fast med vingen imens han spejder lidt.
Jeg har lidt svært ved at forstå, hvilken målgruppe denne bog skal nå. På den ene side synes jeg egentlig den hører til i børnehavealderen på grund af selve historien og måske også til en hvis grad tegningerne, men jeg vil også vove at påstå at den er over et børnehavebarns niveau inden for forståelse.
Det sagt er jeg dog ikke hverken pædagog eller skolelærer, og jeg skal ikke påstå at jeg har forstand på det!:)
Tak til Forlaget Forår for anmeldereksemplaret.