Da krigen bryder ud over Tyskland besværges et venskab mellem to uskyldige drenge.
Vi befinder os i Tyskland i starten af 1930'erne, hvor den 16-årige Hans har sin hverdag på et gymnasium i Stuttgard.
Stuttgard er kendt for mange gode ting, og Hans er stolt af at være indbygger i den kulturrige by.
En dag begynder en dreng ved navn Konradin på gymnasiet.
Han er nærmest adelig, og Hans er selv fra middelklassen... Måske endda overklassen.
Hurtigt spirer et venskab frem mellem de to jævnaldrende, dog meget til Konradins moders misbehag.
Hun har aldrig været glad for jøder.
Ikke fordi hun kender nogen, ikke engang fordi noget specielt... Bare fordi de er jøder.
Hans tidligere kammarater bliver pludselig en udfordring at gå så tæt på i hverdagen, da de alle bliver smigret af talerne og inspireret af venner og bekendte.
Det er ikke længere okay at være jøde i Tyskland, og Hans forældre tager en svær beslutning om at sende deres søn til noget familie i USA.
Dette sætter Hans selv i sikkerhed, men han bliver tvunget til at efterlade både Konradin og sine forældre, der som jøder har meget at frygte.
Spørg mig ikke hvorfor, men indtil nu har jeg faktisk ikke hørt om Fred Uhlman.
Takket være Bechs Forlag bliver de 'klassiske perler' som de kalder dem dog endnu engang implementeret i danskeres hverdag - noget jeg personligt støtter op om.
Nu vil jeg ikke afsløre for meget, men jeg bliver nødt til at nævne slutningen, der virkelig tog mig med storm.
Sjældent bliver jeg revet så meget med i en bog som jeg gjorde med denne. Hele tiden har man som læser en ide om 'okay, det her er 30'ernes Tyskland, og Hans og hans forældre er jøder' og så lige pludselig kommer de sidste to linjer og ændrer alting.
Jeg fik helt kuldegysninger, og jeg elskede det.
Naturligvis ved vi, at Hans jo overlever, og kommer til at leve sine dage ud i bedste velgående - det er jo ham selv, der skriver minderne ned.
Men alligevel blev jeg bange for at der skulle ske noget med ham. Det er det, litteratur gør ved en.
Hvis vi dog hopper tilbage til lidt før i bogen, synes jeg også der, at at man som læser har følelserne med. Vi er altid blevet undervist i dette emne og fortalt om det, og at læse denne er lidt som at se Drengen I Den Stribede Pyjamas - pludselig kommer det bare ind på en anden måde, og det går op for en, at dette ikke bare er historier i bøger - det her var virkeligt.
Desværre nød jeg ikke særlig meget indtalingen af Peter Bøttger, hvis attitude - for mig - lyder en smule ligegyldig, hvilket fjerner det rørende element ved bogen, jeg ellers sådan elskede.
Jeg tror bogen er utrolig lærerig, tankeåbnende og sund at læste - selvom den kommer til at knuse hver og en læsers hjerte.
En bog om fortidens synder, som fortjener at blive læst.
Tak til Bechs Forlag for anmeldereksemplaret.