'Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det var i bogen, jeg var så vild med, men et eller andet gjorde at jeg blev helt opslugt af den, og derfor får den også en anbefaling med herfra:)
"T-T-Tom Landers." Sådan udtaler Tom selv sit navn, takket være hans stammen, der afbryder hans intellegente og fuldførte tankestrøm, hver gang han forsøger at åbne munden.
Stammen skyldes til tider én ting. Måske bliver man mobbet, måske er hjemmelivet stresset, eller måske har man andre problemer.
For Tom er det ikke én ting; det er alting.
Med en mor og far der døde, og efterlod ham i sin syge tantes varetægt - en syg tante, der råber og skælder ud, tager hans SU som 'betaling' for at have taget ham til sig, og en tante, der mener at mad ikke er nødvendigt - mobning, og et liv, der generalt altid virker til at arbejde imod en, er det ikke let for Tom at holde håbet oppe.
Indtil han møder Emely.
Søde, smukke Emely, der interesserer sig for historie, Emely, der tålmodigt venter på at Tom for sagt hvad han vil, og som kunne lytte til ham snakke i timevis.
Hun er næsten for god til at være sand.
Og det er hun måske også. Hun påstår at ville vække Tom, fordi han har sovet siden han blev født.
Hun er reinkarnatør, og hvis hun virker bekendt, er det fordi hun er bekendt. Hun kan fortælle historien om hvordan de mødtes i Mandola, hvor Tom marcherede med de romerske legioner, og selvom Tom for alt i verden ønsker at han kan tro på hende, frygter han at det ikke kan lade sig gøre.
Men uret tikker, for Emely er ikke den eneste reinkarnatør, og hun er ikke den eneste reinkarnatør der har fået øje på Tom.
Kender du de der 'John Green'ish bøger, hvor en pige ser en dreng for første gang, og så ændrer alt sig?
Dette er ikke sådan en historie. Det her er faktisk det omvendte - Tom ser Emely, og så ændrer alt sig.
Jeg ville ønske jeg kunne se at det dermed er originalt, og at lignende aldrig er set før, men det ville ikke være sandt.
Så selvom Tom og Emely er et skidesødt par, bliver de desværre aldrig min OTP.
Men, hvis vi skal gå lidt bort fra kærlighedshistorien er denne bog jo overdrevet original! Aldrig har jeg læst noget der så meget som minder om det her!
Generalt er genfødsel et ikke noget, jeg synes særlig mange fantasybøger bygger på, men at decideret lave en form for 'race' af reinkarantører? Genialt.
Jeg har ikke hørt om Henrik Widell før, og som altid var jeg spændt på at se, hvordan en ny (for mig) forfatter skriver.
Til mit held viste det sig dog at Henrik Widells skrivestil er flydende og elegant, samtidig med at den er en blandig af både lette og svære ord.
Med ord som semantisk, korintiske, hellenistiske og kapitæler er det ikke umiddelbart en, jeg ville anbefale til en på 10, da jeg vil vove at påstå at mange voksne ikke engang kan forstå de ord, end ikke i en sammenhæng.
Derfor mener jeg at teksten godt kunne have været forenklet. Byt 'semantisk' ud med 'betydningslære', skriv 'korintisk' som noget simpelt, som det jo egentlig er; noget, fra den græske by Korinth, især arkitektur, 'hellenistiske' som en periode af oldtidens historie og kapitæler som enten typografi, arkitektur, eller bogbinderi.
Sværere behøver det ikke at være.
Det sagt, skal jeg ikke påstå at jeg selv er specielt god til vores sprog, og jeg må indrømme at der også var ord i bogen jeg først rynkede øjenbrynene ved.
Derfor er det en mulighed at Henrik Widells ordforråd simpelthen bare er større end mit, og at han kender ord, jeg ikke gør.
Alligevel synes jeg dog ikke at alt i bogen går ind under almen tale, og jeg synes derfor der, om ikke andet, kunne have været en ordforklaring til sidst, eller at betydningerne kunne være flettet ind i teksten, så man ikke misser væsentlige dele takket være ens ordforråd.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det var i bogen, jeg var så vild med, men et eller andet gjorde at jeg blev helt opslugt af den, og derfor får den også en anbefaling med herfra:)
Tak til forlaget DreamLitt for anmeldereksemplaret.