Maestro, af Geir Tangen
- Karoline Bloch
- 15. aug. 2018
- 2 min læsning
'Geir Tangen har virkelig formået at klemme de mørkeste af sine tanker ned i denne ene, skræmmende, psykotiske karakter - og jeg elsker det!'
Da Viljar Ravn Rudmundsson begynder at modtage anonyme mails om et kommende mord slår hans indre journalist til, og han ser sig selv tvunget til at undersøge sagen.
Selvom at kalde ham 'journalist' måske ikke er passende... Hop et par år tilbage, og Viljar er en dybtegående og dygtig journalist, men alt det krævede var et par år, før det blev til noget, han kun gør, fordi regningerne skal betales.
Mailen beskriver perfekt hvordan afsenderen, Maestro, vil begå det kommende mord, men giver ingen spor til hvem, hvor eller hvornår.
Viljar kommer i kontakt med politiet, og håber delvist at han nu er fritaget fra denne sag, der mest af alt ligner en joke for ham. Det viser sig dog at det ikke er så let - der kommer flere mails.
Maestro føler at han blot sørger for retfærdighed blandt - alle han dræber, er folk, han mener fortjener det.
Da en redaktør kommer hjem fra ferie og kigger avisen igennem, falder han over nogen mord deri... Mord, han bestemt synes han kan genkende - hvilke bøger er det, de er fra?
Selvom plottet var utrolig godt, fangede bogen mig ikke.
Måske er grunden Geir Tangens skrivestil, der, hvis du spørger mig, til tider kun kunne beskrives som kluntet. Jeg savnede lidt mere flow i teksten, eller at hans personlige stil måske bare var lidt mere elegant.
Derudover har vi karakterene. Noget, der generalt irriterede mig i bogen, men som i stor grad påvirkede hovedpersonerne, var deres personligheder, der for min smag var alt for karrikerede.
Efterforskeren Lotte Skeisvoll virker for mig i stor grad som et ripoff af serien 'Broen's Saga.
Som sådan er der ikke noget galt med hendes personlighed, og slet ikke de lidelser jeg kun tør gætte på, at hun har, men noget ved hende fik det bare til at virke for urealistisk for mig.
Selve Viljar er lidt det, man ville kalde et lowlife. Fordrukken, ryger, og generalt utiltalende.
Når jeg tænker på et utiltalende mand, der eftersøger et mord, tænker jeg straks på Carl Mørck fra Afdeling Q serien. Forskellen på ham og Viljar er bare, at selvom Carl Mørck er lidt af en skiderik, er han en skiderik, der kan holde historien kørende.
Den følelse havde jeg ikke med Viljar.
Derudover mangler jeg en 'normal' karakter at holde mig fast ved.
Godt nok er Assad fra afdeling q serien exentrisk, og mildt sagt meget speciel, men han har alligevel en naturlig personlighed, og afslappet tilgang til tingene, som jeg savnede fra mindst én af karakterene i denne.
Vores store mastermind Meastro er dog en totalt yndlingskarakter for mig!
Godt nok er han jo skurken i denne serie, men som boganmelder kan jeg ikke lade være med at elske ham - Geir Tangen har virkelig formået at klemme de mørkeste af sine tanker ned i denne ene, skræmmende, psykotiske karakter - og jeg elsker det!
Han er tekstbog for, hvordan en morder skal være, hvis du spørger mig.
Han virker jo nærmest syg, hvilket betyder at man aldrig er sikker på, hvad han tænker eller kan finde på.
Tak til forlaget Modtryk for anmeldereksemplaret.