Bjergfruen giver tvillingerne en mission.
Da skal bryde Forbundet.
På den måde kan Blodets folk få hjælp fra de underjordiske - noget, der forhåbentlig kan hjælpe dem i kampen mod Kulden.
Men midsommerdag er den sidste dag de kan møde Nolafolket.
Tiden går hurtigt - kan Sunia og Wulf nå det?
10 år er gået. 10 år Sunia og Wulf på ingen måde er påvirket af.
Det er tydeligt på den omkringliggende verden at alt har ændret sig, at tiden har ændret sig, men de har ikke selv ændret sig.
Fysisk.
For det har både taget meget fra dem og givet dem meget at være i underverdenen.
Det er gået op for Sunia hvad det virkelig betyder at bære navnet 'Sandhed', og det har åbnet op for nye veje for hende.
Wulf føler sig ubetydelig og har dårlig samvittighed over de mange gange Sunia har måttet komme ham til undsætning, og beslutter sig for at det skal være anderledes; han vil redde Sunia denne gang.
Tvillingerne finder igen Gytak, der ser ud til at have glemt alt om dem; endnu en påmindelse om, hvor længe de har været væk.
Han bliver deres vejviser (igen), og viser dem vej til det land, hvor alt er ændret.
Sunia og Wulf husker det tydeligt, men intet er det samme, og de bliver tvunget til at acceptere det - men kan de det?
Gytak har dog sin egen dagsorden - en, der ikke nødvendigvis kommer tvillingerne til gode.
Alt virker til at gå imod dem; Sunia kan ikke huske, hvad det end er hun skal huske, hendes sår smerter hende stadig, og vil ikke hele. Samtidig er det tydeligt at mærke at der er ved at ske noget mellem dem, og Sunia bliver nødt til at vælge hvem hun er.
Nu siger jeg ikke at de tidligere bøger i serien har været 'muntre', men det var de godt nok i forhold til denne, der er en del mørkere.
Det er nærmest bare hele stemningen, der er blevet slået lidt ned.
Om det er godt eller dårligt er jo op til den enkelte læser, men personligt synes jeg det havde en fed effekt, og at Anders Björkelid formåede at få det til at fungere.
Karakteren Gytak tror jeg helt sikkert har været fordelagtig for bogen. At man nogen gange ser tvillingerne gennem hans øjne tilføjer meget til det mystiske aspekt af bogen, samtidig med at det får en til at tænke, fordi Sunia og Wulf jo til tider slår lidt frem og tilbage mellem sprogene så han ikke kan forstå dem.
Derudover er det også bare interessant, fordi vi kender tvillingerne 'indefra', så det er jo sjovt at få lov til at se dem fra en anden vinkel.
Hvis du har læst de to første bøger, synes jeg bestemt du skal tage denne med i samme omgang. Jeg tror dog det vil være fordelagtigt at læse denne forholdsvist kort tid efter de andre, da jeg selv var glad for at jeg læste denne lige efter. Jeg tror måske der vil kunne være noget forvirring hvis man venter for længe, og måske glemmer nogle små detaljer der er essentielle her.
Tak til forlaget Ulven & uglen for anmeldereksemplaret.