Fortællingen om Blodet 1 - Ondvinter, af Anders Björkelid
- Karoline Bloch
- 18. jul. 2018
- 2 min læsning
Da Sunia og Wulf en dag er på jagt på egen hånd støder de på en vætte, og dette bliver starten på deres nye liv.
Sunia og Wulf bor sammen med deres far, der selvom han ikke er den bedste landmand, er en fortræffelig jæger. Alligevel insisterer han på være landmand.
Da Sunia og Wulf en dag er på jagt på egen hånd støder de på en vætte, og dette bliver starten på deres nye liv.
Ikke lang tid efter dukker en fremmed mand op for at tale med deres far.
Sunia og Wulf forsøger på at høre hvad de snakker om, men samtalen foregår på et sprog ingen af dem så meget som kender.
Deres far bliver nervøs efter besøget, en vinter hårdere end de har set før dukker op, og det samme gør mystiske væsner.
Sunia og Wulf må flygte. Deres eneste håb er at finde Atlevis, som forhåbentligt kan give svar på nogen af deres mange spørgsmål.
Mit første indtryk af bogen: Anderledes og interessant.
Først og fremmest har vi Sunia og Wulf, der 'deler' fortællerrollen, hvilket til tider kan være forvirrende for læseren, men også har en virkelig god effekt, da det viser hvor symbiotisk deres forhold er, og hvor meget deres personligheder faktisk går ind og hinandens.
Derudover går der heller ikke længe før fortællerrollen bliver overladt udeladende til Sunia, hvilket jeg faktisk også vil vove at påstå er et genialt træk, da det lader læseren forstå præcis hvor meget Sunia mangler Wulf, hvordan en del af den person de sammen var.
Det sagt må jeg dog også indrømme at det ikke var helt så gennemført som jeg kunne have ønsket.
Er den i 1. person eller 3.?
Jeg synes det skifter rigtig meget (det kan endda skifte flere gange bare i en enkelt sætning) på en måde der ikke helt giver menning.
Jeg kunne rigtig godt lide ideen med, at deres stemmer går ind over hinandens på den måde, men den fungerede desværre ikke helt i praksis hvis du spørger mig.
Historien er virkelig original, og selvom der er blandet lidt mytologi ind hist og her, er det på en måde så det stadig forbliver helt og holdent Anders Björkelids fortælling.
Bipersonerne er, hvis du spørger mig, en lille smule flade, hvilket er noget jeg godt kunne ønske forfatteren ville arbejde lidt på.
Tak til forlaget Ulven & uglen for anmeldereksemplaret.