Det er på tide for Ember, Garret og Riley at ende denne krig én gang for alle.
Talon giver aldrig op, og i endnu et desperat forsøg på at få overhånden i kampen bliver Dante sendt til Kina med en besked til de asiatiske drager, der er kendt for at forholde sig neutrale: Det er på tide at de vælger side. Kæmp for Talon, eller overgiv jer.
Sankt Georg ordenen er så godt som overstået, men de resterende soldater sidder alligevel samlet i Sankt Georgs vestlige kapitalhus sammen med dragerne, klar til at slå til når tiden er rette.
Men en dag dukker en gammel mand op, og påstår at være intet andet end en informant.
Og han vil snakke med Ember og Riley. I enrum.
Han mener at vide hvor Ouroboro - en af ældstedragerne, og dermed en af de stærkeste drager i verden - er.
Det underlige er dog, (udover at en ældstedrage tager kontakt til dem, altså) at Ouroboro efter sigende er død, og ingen har hørt fra ham i 300 år.
På den ene side risikerer de at gå direkte i fælden, på den anden side har de nu mulighed for endelig at få Talon overvundet.
Det er tid til at vælge.
For efterhånden lang tid siden læste jeg de første fire bind, som jeg absolut elskede! Jeg blev dybt forelsket i Julie Kagawas univers og stålsatte Ember, sarkastiske Riley, loyale Garret og selv snedige Dante.
Jeg læser mange bøger, men kender I det der med at der er den der ene bog (eller serie), man bare ikke kan glemme?
Sådan har jeg det med denne. Derfor blev jeg ovenud lykkelig da jeg fik øje på denne bog! Endelig kunne jeg få afslutningen med!
Som du nok kan høre, var mine forventninger ret høje. Heldigvis blev der totalt levet op til dem! Julie Kagawa skuffer aldrig - og hvordan skulle hun også kunne det, med karaktere så geniale som dem i denne serie?
Noget jeg bed mærke i, var hvordan jeg synes de er meget ivrige efter at fortælle hinanden 'hey, det her er en krig, og enden er faktisk nær!', men alligevel synes jeg ikke det virkede som om bogen egentlig var klimakset for denne serie.
Første kapitel er basically (spoiler alert!) vores elskede Ember, Garret og Riley der tramper igennem skoven og pludselig har en masse spyd pegene imod sig.
Fedt, god måde at trække os ind i universet igen!
Desværre viste det sig at det overhovedet ikke var klimaks, men derimod en del af en forholdsvist unødvendig rejse til Brasilien.
Det var egentlig fedt skrevet, og jeg nød også at læse det, jeg kan bare ikke lade være med at tænke at det virkede lidt som fylde, der sagtens kunne have været frasorteret.
Slutningen var helt igennem forfærdelig. Og med det mener jeg, at jeg elskede den, og at jeg bare slet ikke er enig med Julie Kagawa om, at der ikke skal være flere bøger. Nej! Fyld et bibliotek med bøger om Ember Hill! Mindst ti bøger mere, så kan vi måske snakke om at afslutte serien. Måske.
Slutningen lægger meget fokus på det, der egentlig har været temaet igennem hele serien; de må arbejde sammen for at bekæmpe 'the greater evil'. Det lyder lidt cliché, ja, men som jeg før har sagt er intet cliché når det er Julie Kagawas fascinerende hjerne der har fortolket det og formidler det til os.
Apropos ting der burde have været clichés, men som forfatteren elegant undgik: Kærlighedstrekanten.
Personligt var jeg på team Riley. Tror jeg. Lidt team Garret også. Jeg elsker dem begge, du må ikke bede mig vælge.
Der er mindre fokus på det i denne, hvor vi nu ved at Ember har valgt Garret. Det har sågar givet plads til at en venskab kunne vokse mellem Riley og 'Sankt Georg'.
Jeg elsker at se hvor hengiven Ember er over for Garret, uden at det bliver til teenage plader. Der er ikke sider med 'Mrs Ember Garret' eller 'I heart Garret' skrevet, det er bare en helt naturlig del af historien nu. Hun elsker Garret, og det er tydeligt. That's it.
Jeg må være ærlig at sige, at det ikke er min yndlingsbog i serien, men den var stadig laaaaangt over mit gennemsnit, og hvad jeg forventer, og jeg vil stadig anbefale den til alle (ALLE) der har læst de tidligere bøger!
Tak til forlaget HarperCollinsNordic for anmeldereksemplaret.