"De brændt hende på en stubmark uden for byen, hvor de sidste rester af vinterens sne stadig lå i magre strimer på den sorte jord."
Med træning fra sin far Magnus forbereder Damian Drakenstein sig på at overtage rollen som lensherre og herre over Hadrun slot.
Damian har endelig fået lov til at tage på officielle ture i sin fars navn, og for første gang overværer har en heksebrænding hvor han står med magten.
Men noget er ikke, som det burde være. Da Damian efterfølgende kommer hjem og afleverer status fortælle han, hvad han frygtede; Kvinden, der blev brændt, var ikke heks. Hun var bare en kvinde nogen ønskede hævn over.
Magnus forklarer Damian hvordan han, som kommende lensherre, må opføre sig; det hjælper ikke at lade sig gå på af den slags. Nogen havde spredt et rygte om, at hun var heks, og derfor måtte hun brændes.
Da Damian også fortæller om et bagholdsangreb, og om hvordan han kryblede en mand for livet samt truede med at gøre dem til slaver, svarer hans far at han udviste svaghed. Han skulle have dræbt dem.
Damian er ikke sikker på, hvordan han har det med den kyniske tilgang til tingene der er forventet af ham, men han er trods alt blevet opdraget til det, og skubber tvivlen til side.
Indtil han en dag overhører en samtale - kort efter han faldt over hans fars bøger om sort magi. Han er ikke den kommende lensherrer som han har fået af vide; han er lammet der skal ofres.
I samme omgang bliver hans forlovede, Katharine, dræbt.
Damian flygter med det samme, og har planer om at tage til hans tidligere forlovedes familie og fortælle dem sandheden. Forhåbentligt vil de tage hans side og gå imod Magnus Drakenstein.
Men Magnus kender sin søn, og spreder hurtigt de falske informationer om hvordan Damian dræbte sin forlovede og derefter stak af. Damian er nu en jaget mand, og slår sig sammen med en flok skuespillere i håbet om at få dem til at hjælpe ham videre indtil han er klar til kampen.
Skuespillere er set som at være i led med djævelen - men er det nu også dem, der er i led med djævelen selv?
Og er det ikke Magnus Drakenstein der er i gang med at bygge en tunnel der skal føre ham til helvede?
Jeg havde ikke de helt store forventninger til denne bog. Jeg har aldrig hørt om den før, eller hørt om Lars Kramhøft før jeg selv fik bogen, så selvom jeg selvfølgelig håbede på en god bog forventede jeg ikke noget - hverken godt eller dårligt.
Det viser sig dog at Lars Kramhøft langt fra får den genkendelse som en forfatter af hans kaliber fortjener.
Blandt andet er der plottet, som godt nok er simpelt, men som fungerer. Derudover er der humoren deri, der virkelig er i en klasse for sig selv. Sjældent læser man en bog, hvor skønhed godt kan sammenlignes med 'et ansigt som en hønes', og stadig både give mening og være humoristisk, men imponerende nok får Lard Kramhøft det til at give mening.
Karakterene synes jeg også lige er værd at kigge på. Damian er denne dreng der altid er blevet fortalt at han er noget helt særligt, at han ikke er som den gemene pøbel, og at han ikke skal lade nogen behandle ham som hvis han var, hvilket jo passer til den rolle han har som lensherrens søn.
Da han hurtigt mister sin status kræver det naturligvis tilpasning. Han er ikke vant til at blive forvekslet med en tyv, at blive behandlet som en, eller at få et 'nej'.
Derfor synes jeg især overgangen mellem hans rolle som lensherrens søn til denne gemene gadedreng.
Jeg synes Lars Kramhøft formår at blande fantasy og virkeligheden på en utrolig flydende og imponerende måde, der får hele historien til at virke realistisk - selvom det jo er fantasy.
Jeg synes der er et par grammatiske fejl, men det kan godt være det er mig der bare er overfølsom over for udgivne tekster med stavefejl.
Jeg ser virkelig frem til 2'eren, hvor Lars Kramhøft forhåbentlig har formået at skabe en lige så godt opfølger til historien.
Tak til forlaget Ulven & uglen for anmeldereksemplaret.